Foran et familiefyldt publikum sikrede nydanser Alfred Midé Erichsen og professionel danser Camilla Dalsgaard sig en plads videre til 'Vild med dans'-semifinalen.
Det stod i 'hemmelighedernes' tegn, da ottende liveshow fredag rullede over skærmen.
Som et tvist, til B.T.s store begestring, havde TV 2 som gimmick valgt at inkludere hemmelige gæster, der skulle gøre de fem par selskab.
Til Alfred Midés store overraskelse var det hans forlovede, Madeleine Holbek Boldsen, der sprang ud af den 'hemmelige dør'.
Hun var dog ikke den eneste, der fredag heppede på nydanseren.
For far, Mikkel Beha Erichsen, mor, Marian Midé Andersen og mormor, Ruth Hagerup Andersen, sad samtidig limet til tilskuerrækkerne.

Forinden havde netop Mikkel Beha afsløret, at han var en smule overrasket over sønnens præstation.
Den holdning deler Madeleine Boldsen bestemt ikke. Det fortæller hun til B.T. efter liveshowet.
»Jeg må indrømme, at mine forventninger var høje, for jeg vidste godt, du (Alfred, red.) kunne danse. Det, der ikke er så mange, der ved, er, at Alfred scorede mig på hans dansemoves. Så jeg vidste godt, der var en gemt danser i ham,« siger hun og tilføjer:
»Men jeg var overrasket over, du turde springe ud i det. Der er forskel på at være i byen og danse, og så at skulle lære ægte trin, der skal vises foran en million mennesker.«

Og Alfred Midé har bestemt ikke skuffet.
»Jeg er blown away hver fredag. Jeg synes, du er for vild. Du er verdens sejeste,« siger Madeleine Boldsen til Alfred Midé, som takker sin forlovede stort.
Parret afslører samtidig, at der efter den her oplevelse formentlig kommer ekstra fokus på det kommende bryllups brudevals.
»Det er klart. Den bliver nok ikke helt klassisk,« siger Alfred Midé.
Og så tilføjer hans forlovede: »Jeg vil bare gerne svinges rundt.«
