»Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forventet, han ville nå så langt. Nu er det program otte.«

Sådan lyder det fra tv-vært Mikkel Beha Erichsen, da B.T. møder ham på den røde løber inden kvartfinalen af 'Vild med dans'. 

Han var med sin kone, Marian Midé Andersen, og hendes mor, Ruth Hagerup Andersen, kommet for at heppe på sønnen Alfred Midé og danser Kamilla Dalsgaard. 

Der var flere kendte i familien Erichsen, som TV 2 kunne have valgt til den sidste sæson af danseprogrammet. 

Mikkel Beha Erichsen glæder sig over, at valget endte på Alfred Midé Erichsen. 

»Alle i familien tænkte: 'Godt det var Alfred'. Hvis vi skulle stille med nogen fra familien, skulle det være Alfred«

Selvom Alfred Midé Erichsen er familiens bedste kandidat, var faren dog noget nervøs, da han så sin søn på dansegulvet første gang. 

»Da jeg så program ét, tænkte jeg: 'Hvor er de dygtige allesammen',« siger han og tilføjer: 

»Da jeg så Alfred første gang, tænkte jeg: 'Du skal kridte danseskoene, for du får kamp til stregen'.«

Efterfølgende er Alfred Midé Erichsen og Camilla Dalsgaard dog strøget videre, og der er særligt én ting, som dommerne har pointeret.

Nydanserens udvikling - og dét er også noget, som faren har bemærket. 

»Vi har set en Alfred, der pludselig har fået et konkurrencegen for første gang i sit liv. Han er normalt en meget rolig fyr. Men nu er han begyndt at konkurrere på en måde, som jeg ikke har set før. Men positivt,« siger han og tilføjer:  

»Han vil så gerne gøre det godt og vil så gerne blive i programmet.«

Mikkel Beha Erichsen afslører samtidig, at familien planlægger noget af en fejring, hvis Alfred tager trofæet med hjem, når finalen afvikles den 28. november. 

»Vi opfører en tilbygning eller et tempel, hvor den kan stå derinde. Måske en religion eller en sekt?,« afslutter han grinende.  

Du kan følge livedækningen af 'Vild med dans' her