Det er fredag aften, og det er ingen hemmelighed, at det betyder 'Vild med dans' - og denne gang en gyser af en kvartfinale.
Men hemmeligheder, chok og kæbetab var der ellers nok af i programmet, og vi må bare sige: Det fungerede overraskende godt!
For TV 2 tog røven på os og ramte den også lige i bagsmækken med aftenens tema, som var 'hemmeligheder'.
B.T.s udsendte var lunkne ved konceptet, inden programmet startede, men flere elementer gjorde det til et af de mest underholdende programmer, vi kan huske at have set.
Elementet med den hemmelige dør var på scenen, som åbnede, når den hemmelige gæst sprang til, var et stærkt spændingselement for seerne, mens det også klædte produktionen, at det ikke 'bare' var en tidligere danser, men en af nydansernes nærmeste, der pludselig dukkede op.
Og vigtigst af alt var det helt perfekt, at heller ikke nydanserne vidste, hvem de skulle danse med. Det var ren guld for eksempel at se Camilla Ottesens kæbe falde til jorden, da hendes datter trådte ind på gulvet - for 'var hun ikke til fest i aften,' undrede Ottesen sig.

Selvom vi hylder TV 2 og et brag af en aften, så kommer den også med malurt i bægeret.
Aftenens koncept har nemlig én stor svaghed: For var det egentlig i sidste ende bare bunduretfærdigt?
Sagt med al respekt for alle de øvriges skønne familiemedlemmer, som virkelig dansede flot, så hiver det alt andet lige flere stemmer at rive Jesper Asholts gode ven Stig Rossen eller Julie Rudbæks kendte skuespiller-ven, Jesper Ole, ind til en svingom.
Vi kan aldrig vide os sikre på, om det påvirkede antallet af stemmer, men det, at man kan stille spørgsmålet, kan man sagtens kritisere.

Der kan man bare se - I KAN jo godt, TV 2!
Her når 'Vild med dans' synger på sidste vers og lige så stille bliver lagt i graven, vil vi være de første til at indrømme, at vi en gang imellem har været hårde ved TV 2 gennem tiden.
Også berettiget. For ofte har man fulgt den samme gamle - og ofte kedelige - model og håbet på, at det var nok til, at seerne igen strømmede til skærmene i bedste sendetid.
Men aftenens program var et tydeligt bevis på, at programmet faktisk har en berettigelse i sendefladen, når man gør sig umage for at sørge for underholdningen.
Det er desværre sket for sent, men det er aftener som i aften, der gør, at vi - indrømmet - også kommer til at savne 'Vild med dans'.

Eller vi kunne nærmere spørge: Hørte du det?
For Mads Vad var tilbage som gæstedommer til Danmarks største dansefest, og det var som om, han aldrig havde været væk.
»I skal sige til, hvis jeg snakker for meget,« gjorde han lige alle involverede opmærksom på i starten af programmet.
Det gjorde du, Mads, og det var helt perfekt!
I modsætning til forrige uge, hvor Sarah Grünewald gav karakterer, havde Mads Vad velovervejede, gode og medgivet rigtig lange analyser af dansene. Man kunne simpelthen høre, at han ved noget om dans - og det gjorde en kæmpe forskel.

Feltet snævrer nu for alvor ind i 'Vild med dans', og vi altså nede til bare fire tilbageværende par.
Det vil også sige, at semifinalisterne er fundet, og at vi måtte sige farvel til Jesper Asholt og Asta Björk.
Lad os håbe, at TV 2 holder dampen oppe og finder på et lige så underholdende koncept i næste uge, og at vi får endnu en neglebider i næste uge.


