Kåre Quist og den tidligere realitydeltager Christina Odorico bekræfter nu deres forhold med et billede, de helt selv har valgt.
Et billede, hvor de to kysser, mens de er på den italienske restaurant FIAT i København.
'Jeg får altid de sene nyheder efterfulgt af en quiz, for at sikre, at jeg har hørt efter,' skriver Christina Odorico til billedet, som hun har delt med sine mere end 36.000 følgere på Instagram.
Opslaget er første gang, at de selv deler et billede - men det er bestemt ikke første gang, at de to er blevet set sammen.
I slut august bragte ugebladet Se & Hør nemlig en række billeder af parret på Gilleleje Badehotels parkeringsplads under overskriften 'Kåre Quist dater ny realitystjerne'.
Og det behagede bestemt ikke værten på TV-Avisen, der flere gange offentligt langede ud efter ugebladet, han mente havde handlet grænseoverskridende og overvågende.
I et opslag på Facebook, der nu er blevet slettet, skrev Kåre Quist endda, at Se og Hørs metoder var direkte 'ulovlige', ligesom han 'overvejede' at hive sladderbladdet i retten.
For billederne af de to turdelduer blev taget, uden de vidste det - og bragt på trods af store indsigelser fra værten.
»Jeg bad Se & Hør om at respektere, at der er tale om en privat middag på privat grund, men fik beskeden, at de ville køre historien uanset, hvad jeg sagde,' udtalte Kåre Quist til B.T. i den forbindelse.
Chefredaktøren på Se og Hør, Niels Pinborg, har dog fastholdt, at ugebladet havde handlet helt efter bogen – og var tværtimod overrasket over Kåre Quists kritik, da tv-værten ifølge ham »i den grad havde været med til at forme artiklen, så den passede ham bedst muligt«.
Men nu deler parret altså selv deres kærlighed med billedet på Instagram.
B.T. har fået lov til at bringe billedet, men hverken Kåre Quist eller Christina Odorico ønsker at kommentere yderligere.