Helle Thorning går gladeligt i dem, mens andre kendte som Ellen Hillingsø, Annette Heick og Gun-Britt Zeller gerne reklamerer for dem.

Men selv om det danske skomærke Roccamore har medvind i de celebre kredse, så går det tilsyneladende ikke helt så godt på den økonomiske front.

Selskabet har indkasseret sit hidtil største underskud. Hele 3,3 millioner kroner efter skat lyder det blødrøde underskud for 2022, viser det nyeste regnskab ifølge både Børsen og Finans.

Og det er noget af en økonomisk mavepuster for det kendte skomærke, der profilerer sig på, at det laver højhælede sko, som er gode at gå i.

Frederikke Schmidt. Arkivfoto.
Frederikke Schmidt. Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

'Dansk design, italiensk attitude' kalder stifteren, Frederikke Antonie Schmidt, selv skokonceptet på Roccamores hjemmeside, hvor man kan se, at skoene prismæssigt ligger fra omkring 1.700 kroner for et par luksusklipklappere til over 3.000 kroner for et par støvler. 

Det markante underskud kommer efter, at Roccamore i 2020 havde et overskud på tre millioner kroner efter skat, mens det i 2021 var faldet til 944.000 kroner efter skat.

Stifter og direktør i Roccamore Frederikke Antonie Schmidt har ikke ønsket at kommentere det store underskud over for hverken Børsen eller Finans, men henviser begge medier til et opslag, hun har lavet på LinkedIn.

Her skriver hun, at hun – belært fra sidste år – netop har valgt ikke at holde ferie, når regnskabet bliver udgivet, så hun ikke bliver afbrudt i sin ferie af journalister, der vil have en kommentar

'Journalister har åbenbart sat alert på Roccamore, så de vidste, præcis hvornår regnskabet var officielt, og ringede til mig for forklaringer og kontekst. 'Tag det som en kompliment,' sagde min veninde,« skriver Frederikke Antonie Schmidt og fortsætter:

'Ja, ja, men det er bare også rimelig stressende at stå i røjsere på Bornholm med bærsaft til op over albuerne og prøve at formulere et ordentlig svar på, hvorfor overskuddet ikke var lige så stort som året før. Så i år er jeg bedre forberedt.'

Ifølge Frederikke Antonie Schmidt skyldes det store underskud blandt andet, at virksomheden i 2021 åbnede sin første og ret dyre butik i Norge.

'Coronabølger kom og gik, vi havde et par nedlukninger mere, snestorm i april og mange andre spændende udfordringer. Vi er slet ikke færdige med Norge, men vi er blevet meget klogere på go to-market både her og i vores næste markeder. Det koster noget at lære noget, derfor har vi nu røde tal i regnskabet,' skriver hun.

Roccamore har længe haft medvind, men det seneste år er overskud forvandlet til underskud.
Roccamore har længe haft medvind, men det seneste år er overskud forvandlet til underskud. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

I regnskabets ledelsesberetning angiver ledelsen, at man ikke er tilfreds med det store underskud i 2022.

»Det negative resultat skal ses i lyset af de markante ændringer, der er sket i samfundsøkonomien, herunder øget inflation, stigende renteniveau og en historisk lav forbrugeroptimisme, som har medført et generelt lavere salg for rigtigt mange forbrugere brands, herunder også Roccamore,« står der i regnskabet, hvoraf det også fremgår, at Roccamore forventer at være tilbage med et positivt resultat i næste regnskab.

På LinkedIn understreger Frederikke Antonie Schmidt, at hun fortsat har store ambitioner med sit skofirma.

'Roccamore er ikke baby, det er en #business, og den skal blive kæmpe stor, men det bliver den aldrig, hvis ikke vi tør tænke stort og tage nogle risici undervejs,' skriver hun.

Hun hæfter sig ved, at egenkapitalen i virksomheden er på 10, 6 millioner kroner.

Frederikke Antonie Schmidt stiftede Roccamore i 2015. Hun ejer i dag gennem sit holdingselskab Clementine Holding 58 procent af virksomheden.

Investor Jens Karstoft ejer mellem 15 og 20 procent af virksomheden, mens den hollandske fond Forward Fund IU Coöperatief U.A. i 2022 skød seks millioner kroner i Roccamore og nu er registreret som ejer af mellem fem og ti procent.

Roccamore er blandt andet kendt for, at selskabet i 2022 på kvindernes kampdag lavede en reklame, hvor flere kendte mænd – herunder tidligere finansminister Bjarne Corydon og tidligere justitsminister Brian Mikkelsen – var iført højhælede sko.

Reklamen skulle, ifølge skofirmaet, sætte fokus på kvindernes kampdag, men kritiske røster påpegede, at flere af de bestyrelser, som mændene repræsenterede, ikke have særlig mange kvinder.

Også i år har Roccamore haft en kampagne på kvindernes kampdag, hvor blandt andre Ellen Hillingsøe, Gun Britt Zeller og Annette Heick har stillet op.

Anette Heick har tidligere fortalt til B.T., at hun ikke fik penge for at medvirke i reklamen, men gjorde det frivilligt, da formålet var at sætte fokus på de nedladende kommentarer, som kvinder udsættes for.