Efter ti år lukker den kendte plastikkirurg Stig-Frederik Kølles firma. 

Han går også under navnet 'Dr. Kølle', som forsidefruen Janni Ree flere gange har kaldt ham – og i starten af 2024 sprang han og Caroline Fleming ud som par. 

Men nu er det firma, som Stig-Frederik Kølle startede for et årti siden, begæret konkurs. 

Det viser oplysninger fra det offentlige virksomhedsregister. 

Dr. Kølles stamcellefirma StemMedical skriver på deres hjemmeside, at Stig-Frederik Kølle grundlagde firmaet på idéen om at 'opfylde menneskers kosmetiske ønsker ved brug af deres eget kropsmateriale'. 

Det indebærer blandt andet, at man bruger patientens eget fedt til kosmetiske behandlinger såsom brystforstørrelser. 

I februar blev en rekonstruktion sat i værks for at redde firmaet. Da det ikke lykkedes at rejse kapitel, har et ukendt køberselskab overtaget virksomheden. 

I en sms til B.T. oplyser Stig-Frederik Kølles pr-agent, Elisa Lykke, at han forlod driften sidste forår og indtil for nylig kun har været med til et par bestyrelsesmøder. 

Nøgletal fra 2022 viser, at StemMedical på daværende tidspunkt havde et underskud på omkring 19 millioner kroner. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Stig-Frederik Kølle, der dog ikke har ønsket at kommentere på sagen. 

Stig-Frederik Kølle står dog ikke tomhændet tilbage. For nylig kom det frem, at han sammen med sin kæreste, Caroline Fleming, har startet selskabet 'FredCaro A/S'. 

Hvad projektet indebærer, må tiden dog vise. Dengang udtalte Caroline Flemings pr-agent, Elisa Lykke, til B.T.: 

»De har mange spændende projekter sammen fremadrettet både i Danmark og i udlandet, og de skal nok løfte sløret, når tiden nærmer sig,« sagde hun.