Det er sjældent, at sammenstødet mellem en datter af to dansktopstjerner og en mand, som bruger det meste af sin tid på at råbe i en megafon, løber med mediernes overskrifter.

Ikke desto mindre var det, hvad der skete på Folkemødet, da Annette Heick og Rasmus Paludan blev uvenner, fordi sidstnævnte stod og råbte foran Annette Heick og gemalen Jesper Volmers restaurant, Rå, hvor hun efter eget udsagn havde gæster fra 'øverste, øverste, øverste hylde.' 

Det er i øvrigt ikke blevet opklaret, hvem disse gæster er, men det er en anden sag.

Annette Heick gik ud og konfronterede Rasmus Paludan, og så fik hun, som hun forklarede i podcasten 'Det, vi taler om', der sendte live fra Folkemødet, smidt politikeren væk efter et telefonopkald 'til de rigtige steder'.

»Så gik der ikke ret lang tid. Så kom der to politibusser med 10 betjente i alt, og hældte Rasmus Paludan ind i busserne og kørte ham væk,« forklarede hun.

Den udlægning var Rasmus Paludan dog på ingen måde enig i. Han forklarede, at han forlod stedet på egen hånd i bil.

Bornholms Politi bekræftede da også over for B.T., at Rasmus Paludan altså kun var blevet frihedsberøvet én gang ved Folkemødet, og det var ikke ved Annette Heicks bopæl.

Vi vendte selvfølgelig tilbage til Annette Heick for at høre, hvordan tingene mon så hang sammen, da det på ingen måde stemte overvens med hendes første udlægning af, hvad der skete.

B.T. fortalte hende, at Rasmus Paludan altså ikke var blevet kørt væk af politiet, hvorefter hun sendte et billede af en hvid varevogn. Hun medgav dog, at dette ikke var endeligt bevis for, at Rasmus Paludan faktisk var blevet kørt væk af politiet og uddybede i en sms:

»Det har jeg ikke et billede af. Jeg er dog ikke så kynisk, at jeg står og filmer, om han bliver hældt ind med røv og albuer. Jeg konstaterer blot, at da politiet kom og derefter kørte, så var Paludan også væk. Mission accomplished.«

Hun gjorde det i samme ombæring klart, at hun var rasende over ikke at blive troet på.

Dermed troede vi alle, at vi kunne lægge denne hæsblæsende sag bag os, men nej, for i fredagens udgave af 'Det, vi taler om', tog panelet sagen op igen. 

Her var Rasmus Paludan gæst i studiet, hvor han holdt fast i, at forløbet var, som han første gang forklarede.

Han forklarer også, at han aldrig så de her 'busser' eller mandskabsvogne med politi, som ifølge Annette Heick dukkede op. Derfor er programmets vært, Ditte Okman, vendt tilbage til Annette Heick i et forsøg på at få opklaret sagen helt.

»Hun (Annette Heick, red.) forklarer, at PET har været på deres sted for at cleare deres hjem og område, som de skulle forud for et møde med nogle meget vigtige mennesker, og da du så kommer, Rasmus Paludan, så oplever hun gadeuorden, du taler også om afbrænding af koran, og det er på alle måder noget lort for hende,« forklarer Ditte Okman, som har fået lov af Annette Heick til at referere fra deres samtale.

Annette Heick kontakter først Rasmus Paludan og forsøger at tale ham ned, hvorefter hun henvender sig til politiet, som står et stykke væk, og de er, ifølge Annette Heick, lidt ligeglade, for Rasmus må gerne stå der og råbe i sin megafon, og deres opgave er en anden. Så de kan ikke gøre noget.

»Hun forklarer dem, at hun har gæster på trapperne, og at de er meget fine, og at hun er bekymret for arrangementet og sikkerheden omkring det, hvis Paludan står der. De sætter hende så i kontakt med én, og jeg ved ikke, hvem han er, men en, vi kan kalde en overordnet. Hun har så en telefonisk samtale med vedkommende, som hun også sender en liste over de mennesker, der er på vej til arrangementet. Ifølge Annette viser han forståelse for situationen,« siger Ditte Okman og fortsætter beretningen.

Rasmus Paludan måtte ikke deltage i selve Folkemødet, men var dog på Bornholm under begivenheden.
Rasmus Paludan måtte ikke deltage i selve Folkemødet, men var dog på Bornholm under begivenheden. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Efter dette går Annette Heick tilbage til sit hus. Hun vurderer, at hun ikke kan klare mere larm, så nu må politiet overtage. Her ser hun en hvid bus og i det næste øjeblik er alle væk. Hun ser ikke, hvad der præcis sker, men noterer sig altså, at alle er væk. Hun mener at have hørt Rasmus Paludan råbe, 'jeg har ret til at være her' og formoder derfor, at han enten er taget med politiet eller er blevet tvunget til at køre.

»Hun fortæller også, at det er hendes nabo, der har set Rasmus Paludan køre væk i en hvid bil, måske var det hans fotograf, der kørte bilen, eller også var det ham selv. Annette Heick formodede, at den hvide bus var politiets,« siger Ditte Okman.

Dermed ser det nu ud til, at vi en gang for alle kan slå fast, at der ikke kom to politibusser med ti betjente og slæbte Rasmus Paludan væk.

Dette får politisk kommentator og podcastvært Henrik Qvortrup, som er en del af panelet, til at spekulere over, hvorfor Annette Heick så påstod, at det var sådan, det foregik.

»Det fortæller mig historien om en Annette Heick, som føler sig beruset af publikums begejstring over, at hun har sat den forfærdelige Rasmus Paludan på plads. Det, tror jeg, er med til at få hende til at give den lidt mere gas, end historien egentlig kan bære. Det kender man jo godt selv,« siger han.

Vil du høre, hvad resten af panelet har at sige om den her sag? Så skal du lytte til fredagens 'Det, vi taler om' lige her: