LÆS OGSÅ: Prins Henriks gode ven til BT om indlæggelse på Rigshospitalet: Det handler om prinsens generelle helbred

Prins Henrik er søndag aften blevet indlagt på Rigshospitalet i København.

Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

'Prinsen har siden begyndelsen af januar opholdt sig i Egypten og blev for nogle dage siden indlagt på hospital. Det er i forlængelse heraf, at Hans Kongelige Højhed nu er kommet hjem for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet,' oplyser Kongehuset.

Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, fortæller nærmere om prins Henriks situation i en udtalelse:

»Vi har på nuværende tidspunkt intet at tilføje til pressemeddelelsen. Prinsen er kommet godt hjem og er nu indlagt på Rigshospitalet og vil de kommende dage gennemgå en række undersøgelser,« lyder det fra Lene Balleby.

Prinsens hårde år

Indlæggelsen på Rigshospitalet kommer efter et par hårde år for den 83-årige prins. I sin nytårstale i 2015 meddelte hans hustru dronning Margrethe, at Prinsen ville ’drosle ned’ og gå på pension for således kun at deltage ved få offentlige begivenheder.

I juli 2017 blev prins Henrik indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han blev opereret i lysken og bækken for en forsnævring i pulsårerne.

Kort tid efter blev han overført til Skejby Sygehus med en infektion i benet.

Og i september 2017 kom det frem, at prins Henrik ikke kun havde været fysisk svækket, men også havde fået konstateret demens.

'I forlængelse af et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser foretaget i løbet af sensommeren har et specialistteam ved Rigshospitalet nu konkluderet, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens,' lød det i en pressemeddelelse fra Kongehuset.

'Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen.'