Jeg kommer dårligt fra start i dag. Alene af den grund, at dem, jeg henvender mig til, næppe læser avis. For de er helt unge. Men måske – hvis du bare kunne være en anelse enig i det, jeg skriver – så gider du gøre mig den tjeneste at vise siden til et ungt menneske, du kender?

For der er noget galt med ungdommen nu til dags. Og det er, at de er alt for easy-going. De har det jo godt. Ungdommen har aldrig haft flere penge, og alle muligheder ligger åbne. Det synes jeg sådan set også gjorde sig gældende for min generation i 1990’erne, men det er bare blevet endnu lettere. Unge mennesker behøver ikke et fjernsyn, for de kan se det hele på deres telefon. De behøver ikke at engagere sig alt for meget i samtaler, for de kan bare klikke sig ud af dem, når det bliver kedeligt. De kan følge med i alt, hvad der foregår lige nu hos vennerne og besvare stort set hvad som helst med et like. De behøver ikke engang at lette røven.

De behøver ikke besværlige kærester. Det er meget federe at være ’venner med fordele’, som det så smukt hedder. Skulle du være i tvivl om, hvad det betyder, så kan det oversættes med det, der i gamle dage hed ’bollevenner’. Man behøver heller ikke at bevæge sig i byen for at score. Man kan bare gå på Tinder og scrolle henover oversigten over ledige piger eller drenge. Jeg forestiller mig, at selv luderne må føle, det er skruebrækkeri.

Nyheder er ikke noget, der gør voldsomt indtryk. De unge fodres alle af det samme newsfeed, som giver en håndfuld gennemredigerede overskrifter med en tilhørende meget hurtigt læst tekst, der ridser hovedpunkterne op.

Hvis forældrene ligner os andre i den store grå masse af forældre, ja så vil der for manges vedkommende være et afslappet forhold til alkohol i hjemmet (vi kan godt lide at kalde det afslappet i stedet for at tage stilling til, at vores unge har det største alkoholforbrug i Europa), og skal man i byen eller bare ud i det hele taget, er det ikke utænkeligt, at man kan overtale ’de gamle’ til at stå for noget transport. Der er i det hele taget ikke det store incitament til at gøre modstand over for forældregenerationen, som – for at det ikke skal være løgn – også går klædt ligesom de unge.

Jeg tror ikke, det er fordi, unge er dovne eller har forkerte værdier. Jeg tror ikke, de bare er curling-unger. Jeg tror faktisk, de er godt begavede, og derfor har jeg følgende opfordring:

SÅ GØR DOG OPRØR! Det skal sådan nogle som jer gøre. Det er jeres natur. Jer, der er et sted mellem 16 og 26. I skal ud på barrikaderne. Vi, jeres forældre, ynder at være ligesom jer – ungdommelige. Men ingen unge gider da være eller gå klædt som sine forældre. I skal være vrede og lave modbølger. I har verdens bedste grund til at være godt gale i skralden over det, I bliver budt. Det burde alt andet lige pisse jer af (undskyld mit franske), at I bliver overvåget non-stop! Hvorfor finder I jer i, at vi har produceret telefoner, der kan overvåge jer døgnet rundt? Hvorfor finder I jer i multinationale virksomheder, der kapitaliserer på jer, uden I er blevet konsulteret? Ja, for I tror da ikke, at snapchat og alle de andre er der bare for at gøre livet komfortabelt for jer!? De er sat i verden for at tjene penge på jer.

Men pyt, siger I. Det er lige meget. Ligesom I også tror, det er lige meget (eller måske oven i købet lidt fedt) at der er så let adgang til porno. Det syntes vi andre også engang, indtil vi opdagede, at den frie porno havde en bagside. Skabte en forråelse. En ligegyldighed med hele det spil, som er så vidunderligt. I tror, kærlighed skal gå hurtigt og være rigtigt første gang. Men kærlighed skal være langsommeligt og forfærdeligt og mega besværligt, for ellers kan vi slet ikke finde ud af at være lykkelige senere i vores ægteskaber. Vi klikker os bare videre til et nyt forhold.

I unge piger kan roligt være rasende på os, der fortalte jer, at I skulle forberede jer på at blive kaldt ’billige’, hvis I gik udfordrende klædt. I skal insistere på at gå i, hvad fanden der passer jer, og så venligst bede alle drenge-mødre lære deres afkom at holde snitterne for sig selv.

Og I unge mænd, I kan godt begynde at sætte temmelig store spørgsmålstegn ved feministernes moderne tolkning af mandens pligter. Kig på jeres far! Han forsøger at tilpasse sig den moderne kvinde, der som resultat er blevet mere mandig end ham selv. Feministerne gik efter et ligeværd mellem kønnene, men kom til at bede om ensartethed. Romantikken blev kasseret, fordi den var gammeldags. Vi glemte, at romantik er noget af det smukkeste og mest berusende i livet. Men mænd og kvinder er blevet så ens, at det er fuldkommen umuligt at falde for hinanden. I stedet bliver de voksne forelskede i sig selv og deres egen lykkerus, og det håber jeg ved Gud ikke, I unge mennesker arver.

Vi mangler, at I siger fra over for kommercielle virksomheder, der kannibaliserer sig ind i jeres privatsfære. Vi mangler, at I raser mod pornoficeringen af jeres kammerater. Kom nu! Brænd jeres iPhones. Smid mærkevarerne ad helvede til og vis os andre, at vejen frem mod en bedre planet går gennem omsorg og omtanke. Kopiér gerne 68-oprørets paroler om ’peace, love and harmony’. Insister på at få at vide, hvad der foregår i verden i mere end overskrifter, så I kan få indflydelse.

Rejs jer og kæmp imod min generation. For vi har taget noget fra jer. Og vi har pakket vores tyveri ind i noget, vi kalder »frihed til at vælge«. I virkeligheden har vi umyndiggjort jer. I er 100 pct. overvåget og kontrolleret af skurke gemt bag venlige masker. Lad det få en ende. Hvis ikke, vil I en dag se jeres egne børn blive ofre for de valg, I selv traf, eller rettere de muligheder, I ikke engang tog stilling til, og så græder I indvendigt.

Annettes uge på Instagram: