I sidste uge var jeg til premiere i Malmö Operaen. Forestillingen var den forrygende musical, Pippin, som jeg også så for 5 år siden i New York. Jeg vil sige…den svenske version var noget anderledes. Den rørte mig dybt og underholdt mig såre. Fabelagtig musik, dygtige sangere, flot design, ja, jeg kan kun anbefale musical-fans at drage over Sundet og se den.

Nu fornemmer du nok, at der gemmer sig et ’men’. Og det gør der også. Man skal altså liiiige vænne sig til den svenske kønspolitik, som er meget fremtrædende i kulturmiljøet. Vi arbejder jo med kønsneutrale begreber, hvilket vil sige, at kvinder ofte spilles af skæggede mænd i kjoler, mens første-elskeren sagtens kan spilles af en kvinde med påsat skæg. Det kan være sjovt. Det kan også være forvirrende. Men jeg vil gerne sætte et spørgsmålstegn ved det, som svenskerne kalder kønsneutralt.

For er det kønsneutralt, når mænd gerne må optræde i underbukser, mens kvinder stort set aldrig må vise noget bart på scenen (og gør de, skal der tælles op, om lige mange mænd og kvinder er afklædte – nej, jeg laver ikke sjov, det ER faktisk sådan)? Er det kønsneutralt, når mænd ofte snaver hinanden på scenen og optræder i, hvad jeg vil betegne som bøsse-erotisk koreografi, mens der så godt som aldrig vises kvinder, der snaver mænd eller for den sags skyld kvinder der snaver andre kvinder eller udfører lesbisk erotik i samme grad?

Jeg tager snart hul på mit 17. år som borger i Sverige. Det er et dejligt land med masser af gode politiske idéer og intentioner, men kulturforskellene på Danmark og Sverige står somme tider bøjet i neon. Svenskerne er et konsensussøgende folk, som nødigt diskuterer i fuld offentlighed. Ikke fordi man er bange for at træde ved siden af, men fordi man anser det for det mest dannede at gøre.

Således måtte vi konstatere, at min mand, som er 2/3 invalid ikke er handicappet, hvis man spørger en svensker. En kort overgang hed det sig, at han var funktionshæmmet, men det syntes man også lød nedsættende (han er jo i stand til mange ting), så derfor hedder det nu, at han er funktionsvarieret.

Helt ærligt: Ingen af os her i husstanden har et sekund opfattet ’handicappet’ som et nedsættende ord. Vi siger også rullestol, selvom jeg flere gange er blevet irettesat: Det hedder ’kørestol’. Jeg er ligeglad. Der har over de seneste tre år boet to af slagsen i min husstand, og jeg kan sige, at navnet for denne tingest er det absolut mindste problem i den sammenhæng.

Og hvis det så bare var Sverige…men jeg synes, at vi i Danmark er ved at nå et faretruende niveau af sprogkorrektioner og motivfortolkninger.

Jeg ved ikke…måske er jeg blevet mør efterhånden. Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at være ligeglad med alle de nye betegnelser, jeg skal tage højde for, hver eneste gang en debat raser. Måske er det, fordi alt for mange debatter raser hele tiden. Det kan sikkert tolkes som manglende engagement eller slap holdning. Men jeg tror simpelthen, jeg har mistet overblikket. Jeg ved ikke engang længere, hvad jeg faktisk mener.

Vi kan lige tage et par eksempler:

En bager ved navn Ali fik smadret sin butik af nogle bøller. En politiker samlede en halv million kroner ind for at hjælpe ham, men så vendte billedet, og nu er Ali pludselig forbryder, og politikeren er både dum og naiv, hvis man skal tro medierne. En pige blev voldtaget, og det blev filmet. Over 1000 unge – flest drenge – delte videoen, hvilket viste sig at være ulovligt. Alligevel blev pigen af flere kaldt løs på tråden, og de unge blev for en stund gjort til ofre, da de blev sigtet af politiet.


En lille sort dreng blev af H&M fotograferet i en trøje, hvor der stod ’Coolest monkey in the jungle’. »Racister« skreg nogle og pegede fingre ad H&M. Jeg stod tilbage og tænkte: Jeg ser altså bare en lille dreng med en trøje, som enhver lille dreng kunne have haft på, så hvis nogen tillægger det en racepolitisk værdi, er det så ikke fordi de selv har en racistisk tankegang? Helt sort blev det først, da drengens mor skrev et super cool forsvar for trøjen men måtte lukke sin facebook profil for en stund, da man begyndte at kalde hende – den sorte mor – for racist.

Jeg arvede en pels fra 1960’erne fra min farmor og må finde mig i at blive kaldt dyremishandler. Jeg kan også godt lide en rød bøf, og dermed er jeg et miljøsvin. Til gengæld er jeg meget bevidst om at købe økologisk, hvorfor jeg må finde mig i at blive kald ’hellig’. Og mens miljøaktivister og veganere ridder på en bølge, er det voksende antal sæler ved at ødelægge biodiversiteten i bl.a. Østersøen, og et grønlandsk fangerfolk er så godt som udraderet. Men det taler vi ikke om.


Og mens vi stadig ikke har styr på at give lige løn for lige arbejde i Danmark, så hørte jeg den anden dag en debat i radioen, hvor en mandlig feminist mente, det alt sammen bliver godt den dag, vi har lige mange mandlige og kvindelige sygeplejersker. Jeg havde sådan lyst til at høre hvorfor. Hvorfor er det vigtigt? Jeg tror simpelthen ikke, jeg forstår hvilken forskel det gør.


Der er virkelig mange traditionelle mandejobs, som jeg ikke gider, og som ingen kvinde, jeg kender, gider have. Kan det tænkes at samme tankegang gælder for mænd og traditionelle kvindefag? Og så er der #metoo. Den sværeste af alle debatter. Fordi den er så uklar i sine grænser og motiver.

Nej, jeg er virkelig i syv sind…ikke holdningsløs. Måske snarere holdningssøgende.

Under den kinesiske kulturrevolution udskammede man de kulturløse den ene dag for næste dag at forfølge dem, der trods alt havde kultur…bare den forkerte kultur. Man tugtede og forfulgte dem, indtil man tog et nyt sæt regler for motivfortolkning i brug og straffede et helt tredje hold af kulturforvirrede. Det er lidt sådan jeg har det, når jeg åbner min avis eller radio. Det er efterhånden svært at vide, hvem man skal holde med.

Annettes uge på Instagram: