Jeg fik tidligt i mit liv at vide, at de to vigtigste ord at kende var ’tak’ og ’undskyld’. Det kan umiddelbart lyde en anelse ydmygt, grænsende til det selvudslettende, men hvis man lige vender skråen, vil man opdage, at taknemmelighed også handler om at glædes og har en indbygget kærlighed til livet. ’Undskyld’ er til gengæld i familie med den største kraft – næstefter kærlighed – nemlig tilgivelse.

Får vi brugt de to ord nok? Det er jeg ikke sikker på. Bare en ganske lille gåtur i København kan få en til at tvivle på, om der overhovedet findes kærlighed og tilgivelse derude. Jeg gik med min otte-årige søn i hånden i går og skulle krydse gaden gennem noget vejarbejde. Det var svært at orientere sig, så vi kom til at gå ti meter langs det, der åbenbart ikke var tiltænkt fodgængere. Der var nu rigelig plads, alligevel skulle en mand lige råbe: »Hvorfor tror du, der er en cykelsti, dit fjols!«

En anden fyr gik i det samme over for rødt, og en tredje råbte: »Der er rødt!«Hvortil han uden at vende sig råbte tilbage: »Hvad rager det dig, din idiot!« Min otte-årige bemærkede: »Mor, jeg synes ikke, folk taler særlig sødt.« Det havde han godt nok ret i.

Vi er hurtige til at trykke på aftrækkeren, når det kommer til utilfredshed, mens venlige henstillinger og en tak har det med at putte sig i inderlommen. Jeg er altid blevet ret indebrændt over børn, der modtager gaver og ikke formår at sige tak, men jeg ved også, at det bliver værst for dem selv senere i livet ikke at have fået det ord med sig.

Inden jeg pudser glorien alt for effektivt, vil jeg dog skynde mig at sige, at der har været situationer, hvor jeg har ærgret mig over ikke selv at have fået sagt ordentligt tak til de rette mennesker. Det kan måske virke mærkeligt at gøre det her og nu, men da det handler om hverdagens helte, så er det relevant nok, for måske er du en af dem, eller også kan du måske lægge dig i slipstrømmen og sende varme tanker til nogen, der hjalp dig engang.

For snart tre år siden var jeg så småt ved at gøre klar til en Thailandstur. Jeg ved ikke hvorfor, men hele to gange ringede jeg til mit forsikringsselskab for at sikre mig, at de også dækkede i Fjernøsten. Jeg klippede et lille stykke papir ud, foldede det og satte det ind i mit pas. Der stod nummeret til SOS linjen og nummeret på min forsikringspolice. Jeg havde ikke drømt om, at min mand skulle brække nakken på den ferie, og at jeg i den grad skulle få brug for min seddel.

Det var helt utroligt, hvad det betød at kunne ringe på et dansk nummer og få fat i en dansktalende, venlig stemme. Sagen var den, at jeg stod på et stort, internationalt og (tror jeg) privat hospital på øen Phuket. Min mand skulle opereres, hvis der skulle være noget som helst håb for ham. Der skulle bare lige overføres kr. 200.000 til hospitalet, før man overhovedet ville ringe en læge ind.

Jeg forklarede over telefonen, hvad der var sket, og den venlige stemme sagde: »Nu skal du bare gå tilbage til din mand. Vi kender godt hospitalet, og vi har din police her. Du modtager en sms, når pengene er på hospitalets konto. Der kan gå op til 20 minutter.« Jeg tror ikke engang, der gik ti minutter, før en læge kom over og sagde, at de havde fået pengene, og at en kirurg var på vej fra Bangkok. Det føltes som om det var første gang i flere timer, jeg trak vejret. Kvinden i telefonen havde med sin rolige stemme gjort underværker.

Først da begyndte mine tanker at spadsere baglæns og dvæle ved de mange mennesker, der havde reageret snarrådigt den dag. F.eks. havde hotellet, allerede inden ambulancen ankom, skaffet en tolk, som var med mig hele dagen, og som på hotellets regning sørgede for, at jeg fik mad.

Og mine børn! Det lyder nok vanvittigt, men der var gået ni timer, før jeg begyndte at tænke på, hvor mine børn egentlig var henne. Da ulykken indtraf, troede jeg, vi var alene på stranden, men nogle danskere havde luret, at noget var helt galt. Mens jeg gik og spekulerede på, hvordan jeg skulle forklare mine børn, hvad der var sket, så havde de danske gæster sat sig i sandet med ungerne. »Tag du bare af sted. Vi skal nok få en hyggelig dag her«, sagde de vildtfremmede mennesker, før jeg nåede at sige noget som helst.

I de ni timer, der gik, havde disse rare danskere taget sig så rørende af mine børn. Det kan man slet ikke takke nok for. Men der var jo også de to schweizere, der reddede min mand op af vandet. Og den australske læge, der vitterligt reddede hans liv. Dr. Toogood, som hun gudhjælpemig hed. Fik de egentlig en tak?

Jeg har fortalt historien mange gange efterhånden, men jeg kan ikke lade være at nævne det igen. Jeg synes, det er inspirerende, at der findes disse hverdagens helte, som træder til og yder en livsvigtig indsats uden at vide, hvordan historien ender og måske uden nogensinde at få tak.

Jeg tænker også på sygehuspersonale. Jeg ved godt, at mange har haft dårlige oplevelser på sygehuset, men det er jo også en sandhed, at vi oftest hører og læser om læger, når noget er gået galt. Får vi sagt tak til dem, der gjorde en forskel på den positive front? De gør bare deres arbejde. Javel. Men vi må aldrig tage dygtighed for givet.

Vi må ikke blive fedtede med det. Det er dejligt, når nogen begår en uselvisk handling i hverdagsbilledet. Men detaljerne er ikke ligegyldige, når det gælder folk, der ’bare gør deres arbejde’. Om kassedamen smiler, om rengøringspersonalet sætter en dyd i at gøre sig umage, eller om håndværkeren rydder op efter sig. Og jeg er sikker på, at de alle sammen bliver ekstra motiverede, når deres ydelser kvitteres med det lille ord ’tak’.

Annettes uge på Instagram: