Jeg husker tydeligt den dag, det nye tigeranlæg skulle indvies i Zoologisk Have. Hvis du har været i Zoo for nylig, vil du allerede nu kunne regne ud, at det er længe siden. Ca. 40 år. Men jeg husker dagen, fordi min far og jeg var taget derind for at overvære indvielsen, som de to små prinser, Joachim og Frederik, skulle forestå. Vi stod med ganske kort afstand til de to, da min far udbrød: »Nåh, Annette, hvem af dem skal det så være?« – underforstået: Hvem af de to prinser vil du gerne have. Jeg satte i et hyl, og så var det slut med den oplevelse.

I det hele taget har min far haft travlt med at afsætte mig. Det store nummer var, når vi sad og spiste, og han ville lære mig at holde pænt på glasset og skåle korrekt. »Det er sådan, du hilser på svigermor«, sagde han med løftet glas, et nik og en henvisning til hendes Majestæt. Og så tudede jeg igen. Hånden på hjertet er jeg ret sikker på, at ingen af os nogensinde havde troet, at vi skulle komme i nærheden af at hilse på nogen, der bare var semi-kongelige (hvis der ellers er noget, der hedder det), men det er jo det spændende ved livet: Man aner ikke, hvad det bringer.

Der gik en ti års tid, før jeg igen så Kronprinsen – sådan live i hvert fald. Vi var begge på en danserestaurant, der dengang hed Nokken og lå i Rungsted Havn. Han stod i baren, og jeg tænkte: »Det er nok ikke så tit, han bliver budt op«. Så jeg tog tilløb og spurgte, om ikke han ville danse. Han takkede pænt nej, og det forstår jeg jo godt i dag. Han har garanteret troet, jeg var ude på mere, men det har jeg nu aldrig haft i tankerne. Trods min fars ihærdige indsats omkring bordmanerer og etikette.

Vi har hilst på hinanden mange gange siden, og jeg har et enormt godt indtryk af vores kronprins, som jeg altid har oplevet som meget afslappet. Også hans bror kan jeg kun give de fineste ord med på vejen, men i dag handler det jo om Frederik, der i går fyldte 50. Jeg siger selv Frederik i omtale men kan mærke, at jeg bliver ramt af et eget ønske om at overholde etiketten. For hvor går grænsen for, hvor afslappet man må være?

Jeg kan virkelig godt forstå, at det må være et ønske for et menneske som Kronprinsen at fremstå som helt almindelig borger, men som kongelig er man bare ikke almindelig. Jeg er ikke i tvivl om, at han har masser af forbistringer, men de handler næppe nogensinde om ukrudt mellem fliserne og et hul på støvsugerposen. Heller ikke om de timer han spilder, mens han venter på en håndværker, der aldrig dukker op, eller om at bacon er udsolgt i Brugsen lige den dag, han skulle have gæster til brunch. Der venter aldrig bunker af strygetøj, og der bliver ikke fældet tårer, når græsslåmaskinen går i stykker, og han ikke har råd til en ny. To-do listen må se ret anderledes ud, når man er kongelig. Og så kan man være nok så meget nede på Jorden.

Derfor tænker jeg, at der skal være to personer i én: Den private Frederik, der har en almindelig omgangstone med private venner, og en officiel Kronprins Frederik, som har en formel omgangstone med alle (inklusive de private venner) i det offentlige rum.

Jeg ved godt, jeg er drøngammeldags, men jeg holder simpelthen ikke ud, at mediefolk og musikere insisterer på at sige: Hva’ så der, Frede?! i officielle sammenhænge. Det dur bare ikke. Folk roder rundt i Des og dus form, som om man havde bedt dem tale et helt fremmed sprog. Jeg får lyst at sige: Hvor svært kan det være? Jeg tror på, at den lille bitte afstand, der skabes med Des formen, er lige præcis det, der er med til at skabe behørig afstand. Jeg mener faktisk, at der skal og må være en afstand mellem os og kongehuset. Mest for Kronprinsens egen skyld men faktisk også for monarkiets. For hvis ikke der er en forskel på dem og os, hvad er så det hele værd?

I virkeligheden er det ikke en kritik af Kronprinsen. Han skal for alt i verden bare være sig selv. Det kommer alle mennesker længst med. Men jeg kunne godt ønske mig, at flere mennesker i Danmark gik lidt mere op i takt og tone. Det er, som om man er blevet ligeglad med dannelse. ’Dannelse’ er det ikke bare sådan noget for de fisefornemme? Nej, vel er det ej. Dannelse er at vide noget om både Cirkusrevy og opera. At kunne genkende en Medina sang og synge med på nogle af de kendte danske sange fra Højskolesangbogen. Dannelse er at kende sine egne begrænsninger men forholde sig nysgerrig til det meste. Dannelse er at følge med i det nyeste og samtidig forholde sig kritisk til modestrømninger. Dannelse er at kende sin historie, uden at man dog behøver kunne kongerækken udenad. Dannelse kan godt være at vide, hvordan man holder på glasset og hilser på hinanden ved højtideligheder, men det er også dannelse at række ud til hjemløse med et smil. Ja, jeg kunne såmænd koge det hele ned til, at dannelse er at gøre sig umage.

Jeg tror, Kronprinsen gør sig umage. Der er helt sikkert nogle, der mener, han kunne gøre mere, men sidsteuges Royal Run var et flot eksempel på en kronprins, der bruger sig selv og sine egne interesser til at række ud til folket.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men jeg mener faktisk, at dannelse var mere udbredt for 50 år siden. Det var for alle, høj som lav. Mange bilder sig ind, at det er stift og gammeldags overhovedet at tale om dannelse, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dannelse er vejen til et rigt liv. Ikke i økonomisk forstand (selvom der også kan ligge en sandhed i det) men et åndeligt rigt liv. Dét ved jeg, at Kronprinsen har, og det er dét, der skal gøre ham til en god konge en dag.

Annettes uge på Instagram: