Jeg vil gerne melde mig ind i koret af begejstrede seere, når det gælder DRs nye dramaserie, ’Herrens veje’. Det er godt skrevet, og det er så inderligt velspillet både af Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Laura Bro, ja og alle de andre. Jeg undres over, hvordan det hver gang lykkes DR at finde skuespillere – somme tider helt ukendte – der virker som om de aldrig har lavet andet end spille den rolle, de nu engang har fået. Det er så dygtigt.'

Og Adam Price formår som forfatter at stikke fingeren direkte ned i et sår, som rigtig mange af os kender: Tvivlen! Netop som vi tror, vi ved (bedre), så rives vores fundament væk, og vi står endnu engang tilbage med et stort ’hvorfor’ dinglende over hovedet. Tvivlen er et dilemma, der optager mig voldsomt i disse år.

Jeg ser en masse mennesker omkring mig, som hopper fra sten til sten og slår sig hårdt for brystet, når de synes, de har gjort noget vildt: Har sagt op på jobbet, har flyttet til en anden by, er blevet skilt eller er hoppet med på en eller anden livsstilsbølge. Men det er uendeligt få af dem, der er standset op og virkelig har kigget tvivlen i øjnene og besvaret det der ’hvorfor’. I deres handlinger ligger der ofte en flugt – fra det kedelige job, det forudsigelige ægteskab, et sted med for megen sladder eller en krop, der ikke ser tilfredsstillende ud. Og jeg har også set, at det for mange af dem er lykkedes at komme videre med livet og oveni købet virke (selv-)tilfredse. Men det er min påstand, at disse mennesker er overfladiske.

Dem, der forlader arbejdspladsen, ægteskabet, byen med et: »Det gør jeg, fordi jeg skal…«, ja, de flytter sig egentlig ikke mentalt. Langt mere interessante er de, der ikke lod sig forføre af en lysere fremtid men som turde kigge på det dilemma, de stod i og for alvor analyserede eget ansvar for, at tingene ikke fungerede. De mennesker som enten vælger at give omstændighederne et helhjertet ekstra forsøg, eller som vælger at forlade det gamle liv uden at have nogen som helst løsning på det, der skal komme. Mennesker, som springer ud i livet, lader sig inspirere og som ikke kender svarene på forhånd.

Forstå mig ret: Der kan være masser af praktiske årsager til at flytte bopæl eller job, og mange mennesker har et fint og godt liv uden de store omvæltninger, men når jeg f. eks. møder en gammel veninde, der viser sig at have fået to børn med svær autisme, og jeg gennem hendes smerte også mærker et positivt og smilende væsen, så bliver jeg nysgerrig og oprigtigt imponeret. Hvordan har hun kunnet klare det? Hvordan har hun kunnet finde et svar på sit ’hvorfor?’ Hvor flygter hun hen, når hun har brug for det? Hvad med hendes egne drømme?

Men jeg stiller de forkerte spørgsmål. Hendes lykke består ikke i, at hun har accepteret sin skæbne eller forsøder sin tilværelse med andre ting. Hendes lykke består i, at hun ser de muligheder, skæbnen tilbyder hende. For andre mennesker ligner det forhindringer, men for hende er ulykken blevet hendes mulighed for at opdage de virkelige værdier: Et smil, en sang, et tak, en sommerfugl der sætter sig på næsen. For andre kan det virke som ligegyldige småting. Man kan kun have ondt af dem.
I virkeligheden – og det er det, der fascinerer mig – så lader det til, at de mennesker, der bærer tvivlen med sig og ikke lader sig skræmme af den men tager den til sig, de lykkes bedre end os andre.

Jeg går rundt med en masse tvivl. Hele tiden. Og jeg ville sådan ønske, jeg kunne finde ud af at forlige mig med den. Og det er nok den helt særlige grund til, at ’Herrens veje’ rammer mig så dybt. Jeg var troende. I mange år – 30 år mindst – troede jeg på Gud. Jeg bad, og jeg brugte kirken. Det var dejligt, og jeg følte mig ekstremt tryg. Men livet kom på tværs, og midt i det hele mistede jeg altså min tro. Lige nu arbejder jeg sammen med en fyr, som sent i livet valgte troen til. Som han siger: »Jeg blev ringet op«. Jeg kan se, hvad det gør ved ham, og jeg føler mig næsten misundelig på ham. Jeg ville så gerne nå derhen igen. Men jeg kan ikke tvinge hjertet. På en eller anden måde har jeg fået slukket, og nu står jeg her i mørket og kan simpelthen ikke finde kontakten, hvor man tænder.

Jeg søger svar, og det nærmeste jeg endnu er kommet, er gennem Paulo Cuelhos bog, ’Det femte bjerg’. Han skriver: »Kun de mænd og kvinder, der havde den hellige flamme i deres hjerte, havde mod til at trodse Ham. Og kun de kendte vejen tilbage til Hans kærlighed, for de havde langt om længe forstået, at tragedien ikke var en straf men en udfordring«.

Jeg ved godt, der er læsere, der bliver frygteligt provokeret, når jeg skriver om tro, men for mig er tro noget, der kalder på respekt. Og skønt jeg er kristen, så har jeg enorm respekt for andre troende også. Indenfor enhver religion – ja, også buddhisme – kan jeg finde retninger, som bestemt ikke kalder på den store respekt, men sådan rundt regnet synes jeg, vores religioner dybest set handler om det samme: Kærlighed.

Derfor hørte jeg også til dem, der satte pris på Lars Løkkes udmelding om, at integration ikke handler om hudfarve eller religion. Og lad mig komme med et konkret eksempel: Jeg arbejder netop nu sammen med en gigantisk dansk virksomhed, som sidste år tog 20 syriske flygtninge ind. De var stort set lige ankommet og kunne ikke et ord dansk. Hvad skete? Tja, her et år efter taler de fleste af dem lidt dansk, de er selvforsørgende, og virksomheden har meldt ud, at der er så stor mangel på arbejdskraft, at man gerne vil håndtere 100 flygtninge mere. Problemet er imidlertid, at jobcentrene ikke kan levere.

Med sådan en historie synes jeg, det er relevant og spørge sig selv, hvilken rolle religion spiller i den sammenhæng. Er det ikke snarere et eller andet i vores eget system, der er ude af funktion? Jeg tror, vi ville gøre os selv en tjeneste, hvis vi lod tvivlen råde og kiggede lidt på eget ansvar.

Annettes uge på Instagram: