Jeg vil gerne fortælle jer om onkel John. Sådan en som altid har fyldt meget i min bevidsthed, og som jeg sætter umådelig stor pris på. Ikke fordi jeg ser ham og hans kone Grethe ofte, men fordi han er sådan en, der altid bevarer det gode humør, uanset hvor trist verden synes at være. Kender I ikke dem, der har en aura af tryghed omkring sig? Sådan er onkel John. Min onkel er han imidlertid ikke. Han er min farmors bror, så han er en mand oppe i årene. Men han er sådan en, som altid har fulgt med i det nyeste nye. Han var den første, jeg kendte, der fik computer hjemme, og som skypede med sin søn, der sejlede på verdenshavene. Det var hos ham, jeg lærte at spise de eksotiske oliven som barn. Og jeg elskede duften af hans pibe i det smukke Frederiksberg-hjem – jeg, der ellers hader tobak!

Hos John og Grethe har der altid været kort til latteren, og der har altid været plads til en fyrig og fyndig politisk debat, hvilket ikke har været kedeligt i en del af familien, hvor holdningerne strækker sig vidt fra højre mod venstre.

Men på det seneste har der været stille. Så stille at min mor forleden dag fik en besked via Facebook. Det var fra bageren inde på Frederiksberg. Hun og de øvrige forretningsdrivende var bekymrede, for det var længe siden, de havde set Johns glade ansigt og hørt hans finurlige kommentarer i forretningen. Var det ikke noget familie til os? Og var der sket noget? spurgte hun.

Og det var der faktisk. Både John og Grethe var blevet indlagt. Mine forældre susede ind til dem i al hast. »Så så, rolig. Jeg er altså ikke død endnu,« sagde John med glimt i øjet, da de nåede frem.

Nej, det er John heldigvis ikke, og jeg håber, der går mange år, før vi skal undvære ham og hans gode humør. Vi er åbenbart flere, der har det sådan, og det er det, der er min pointe. Hvor sødt og rørende er det lige, at de handlende har været opmærksomme på, at John manglede? Tænk at gøre sig den ulejlighed faktisk at tjekke op på ham. Det vidner om, at vi som mennesker stadig godt kan sætte aftryk, som ikke bare er digitale, men som bevæger andre. Vi bilder os ind, at man i byerne er blevet ligeglade med hinanden, og at der ligesom er kommet lidt mere afstand henover ligusterhækkene. Men denne historie vidner om nærvær og omsorg, som ikke bare kommer fra de nærmeste i familien.

Menneskelige relationer betyder faktisk noget, hvilket varmer og glæder mig.

For 45 år siden købte mine forældre hus. Sådan et nybygget 70’er typehus i Skovlunde. Inden det var bygget færdigt, kunne man besøge et prøvehus inde ved siden af. Mine forældre var dengang meget imponerede: Tænk, man havde sat hjemmesko ude i gangen for at få det til at se rigtig hjemligt ud. De kiggede nysgerrigt ind i den velindrettede stue, da en høj stemme sagde: Hvad laver I her? Det viste sig at være husets beboer, som kunne fortælle, at de var gået ind i det forkerte hus. Det var overhovedet ikke noget prøvehus.

Denne mand og hans yndige hustru blev siden mine forældres naboer, og parret bor fortsat i huset i Skovlunde. Bent, som han for øvrigt hedder, har fortalt, at han dengang var temmelig loren ved, at der skulle bo sådan en musiker type inde ved siden af, men han må være kommet sig over det, for de og mine forældre er stadig venner og ses.

Der er noget helt fantastisk ved at have et godt naboskab, og måske savner jeg det lidt. Jeg bor på landet og sidder i skrivende stund og kigger op på nabo-bondegården, der ligger et pænt stykke herfra. Bonden og hans kone er smadder søde, men et ældre par, som vi  ikke har ret meget tilfælles med. Men selvfølgelig skal man altid give naboskabet en chance.

For lige at vende tilbage til mine forældre, så rykkede en anden nabo ind ved siden af dem mange år senere. Det var et tysk par, der var udstationeret. Søde nok. Man nikkede pænt til hinanden ved indkørslen, men dialogen blev aldrig taget op sådan rigtigt. Ikke før de havde boet der i fire år og skulle retur til Tyskland. De kom ind med en lille afskedsgave til mine forældre som tak for godt og ordentligt naboskab (for man havde da fejet sne for hinanden nu og da). Min mor inviterede dem straks indenfor. Det var den aften, de fandt ud af, hvor hyggeligt de havde det sammen. Dem og mine forældre. Man kunne være blevet supergode venner, og man kunne have haft mangen en hyggelig stund sammen ved grillen om sommeren, men nu var det for sent. Tosset!

Og det er der, jeg mener, vi har en forpligtelse til at gøre noget. Jeg indrømmer blankt, at jeg hader vejfester. Jeg ooooorker dem bare ikke. Men jeg tror, det er på tide, jeg hanker op i mig selv, for hvad er det for en attitude? Vi skal dyrke vejfesterne. Ikke for at blive bedste venner eller sidde lårene af hinanden, men fordi vi har brug for at kende hinanden. Vi har brug for at vide, at der er nogle, der holder øje med, om vi er O.K. eller holder øje med vores hjem, når vi er ude at rejse.

Få ting er så opslidende som et dårligt naboskab. Fjendskaber på tværs af skellet kan drive folk væk fra deres hjem. Og egentlig skal der så lidt til. Ja, selv en hjemløs – eller måske især en hjemløs – har brug for at mærke nærvær.

Så det, jeg siger, er: Sæt pris på de onkel John’er, der er i dit område og brug lige fem ekstra minutter på din nabo, hvis du ikke kender ham eller hende særlig godt. Så vil jeg nu planlægge en tur op til bonden i morgen. Man ved jo aldrig…

Annettes uge på Instagram: