For 30 år siden skulle jeg i 9. klasses erhvervspraktik i to uger. Jeg ville gerne være journalist, så det gav mening for mig at opsøge diverse medier. Jeg fik to pladser. Den ene uge skulle jeg være praktikant på BT og ugen efter på SE og HØR. Det var en kæmpe oplevelse for mig, men der var enorm forskel på de to arbejdspladser. På BT var der drøn på. Nyheder tikkede hele tiden ind, og jeg var med journalist Sus Johansen ude til snart den ene snart den anden koncert. Bl.a fik jeg mulighed for at møde mit dengang store idol, John Taylor, fra Duran Duran. En fyr – jeg tror, han hed Claus – der også var i praktik og jeg fik endda lov at tage ud og dække en husbrand, og vores artikel kom i avisen. Vi var ved at revne af stolthed.

Mange ting var selvfølgelig anderledes dengang. En mobiltelefon fyldte mere end en kuffert og vejede et ton. Der var ikke noget internet. Computer var sådan noget med en sort skærm og grøn skrift. Billeder fandt man i billedarkivet, og fotografer fremkaldte deres egne film i mørkekammeret.

På SE og HØR, kunne man godt mærke, at der var mange penge. Og masser af tid. Det var en hyggelig arbejdsplads, men der var vist ingen, der løb livet af sig. I redaktionslokalet stod et fadølsanlæg, og man kunne holde husets kortklub vedlige i arbejdstiden. Tidligere SE og HØR journalist, Peer Kaae, skrev siden en bog, der hed ’I sandhedens tjeneste’, som hine steder blev beskyldt for at være overdrevet i sin beskrivelse af bladhusmiljøet. Jeg læste den også. Historierne var 100 pct. sande. Det er vist det, man kalder stærk underholdning. Om man kan lide det eller ej. Jeg selv elskede stedet, skønt jeg dengang i 9. klasse syntes, det gik meget langsomt på et ugeblad i sammenligning med en avis som BT.

1987 var året, hvor man som noget nyt fandt på at der også skulle udkomme aviser om søndagen. BT var først, og man havde en vision om at skabe en avis, der bestod af 2 sektioner: En med nyheder og sport og en med underholdning. Og her kom jeg pludselig ind i billedet. Musikjournalist Arne Møller havde haft mig under sin vinge, mens jeg var i praktik. Han øjnede en idé: Mini-Heick (som jeg blev kaldt dengang) kunne bruges som skribent til at bestyre en musikbrevkasse og fortælle om de seneste hits fra USA. Havde jeg lyst? Det blev et meget stort ja fra mig. Jeg var pavestolt, og det blev jeg sådan set ved med at være de næste syv år, hvor jeg fortsat skrev for avisen.

Der er en virkelig kedelig forklaring på, hvorfor jeg aldrig uddannede mig indenfor faget. Jeg forstår det nærmest ikke selv i dag, men skæbnen ville nu alligevel, at jeg siden den 14.juni 1987, hvor første ’BT Søndag’ udkom, altid har haft en form for ansættelse som journalist. Enten fast eller på freelance-kontrakt.

Fra begyndelsen af 90’erne og fire år frem var jeg fastansat på SE og HØR og blev medlem af Journalistforbundet. I 1996 var jeg med til at skabe Go’Morgen Danmark, og var også dér ansat i fire år. Siden kom jeg på TV2, så DR, så Ekstra Bladet og så tilbage igen til BT, hvor jeg nu har min klumme på niende år. Så når søndagsudgaven i den kommende uge har 30 års jubilæum, føler jeg på mange måder, at det også er mit jubilæum. Ikke at jeg i øvrigt fejrer det.

Burde jeg have forfulgt min drøm om en journalistisk uddannelse? Den dag i dag er jeg stadig i tvivl. Jeg har været længe om at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle, og der findes vist stadig ikke nogen jobbeskrivelse, der fuldkommen dækker det, jeg laver. I denne uge er jeg f.eks. først og fremmest restauratør på Bornholm. Hvordan skal vi så kunne forvente, at unge mennesker ved, hvad de vil?

Jeg har ofte været ude for, at nogle har taget det meget nært, hvis jeg har formastet mig til at kalde mig journalist. Selv under længerevarende fastansættelser som sådan. Jeg mindes i øvrigt ikke, at nogen har insisteret på, at Sophie Gråbøl ikke var skuespiller eller at Claus Meyer ikke var kok. Men jeg har ikke brug for nogen titel. Det er måske netop pointen. Titlen er ikke ret vigtig, hvis engagementet og talentet er der. Der er åbenlyst visse jobtyper, der kræver den rette uddannelse: Læge, advokat, politimand m.m. Men rigtig mange fag kræver først og fremmest, at man er motiveret og læringsparat. Ingen er jo i tvivl om, at deltagerne i X-factor er motiverede, men evnen til at modtage kritik er somme tider ret mangelfuld. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Jeg ved godt, at der i de senere år har været meget fokus på, at de unge skal have en uddannelse, og jeg kan konstatere, at der i København (og dermed sikkert mange andre steder) er en tendens til at forveksle ’en ordentlig uddannelse’ med de akademiske tilbud. Håndværk og servicefag bliver der i høj grad set ned på, og det er virkelig en skam. Jeg har skrevet det før på denne side, men jeg vil gerne endnu engang understrege vigtigheden af at give de unge respekt for enhver jobtype.

Fra den stol, hvor jeg sidder lige nu, kan jeg se to kokke, en tjener og udenfor to klejnsmede og en telt-fabrikant. Det er alle uddannelser, som kræver en læreplads kombineret med perioder på skolebænken. Hvad skulle vi dog gøre uden dem?

Hele den historie leder mig frem til at sige, at vi har en forpligtelse til at hjælpe de unge med at forfølge en drøm. Ikke tale utopiske tanker om berømmelse og rigdom op men give dem værktøjer til at finde en måde, hvorpå de kan tjene penge og dermed være med til at få hjulene til at dreje rundt i samfundet. På den lange bane er der hårdt brug for, at vi er flere, der løfter.

Annettes uge på Instagram: