Rema 1000 har oplevet en ren eksplosion i salget af Jolly Cola.
I marts er salget af det danske sodavandsmærke nemlig 13-doblet hos discountgiganten i forhold til samme tid sidste år.
»Det er helt vanvittigt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger Jonas Schrøder, der er kommunikationschef hos Rema 1000.
Det er ikke kun Rema 1000, der har oplevet en stor stigning i salget af Jolly Cola på grund af den voksende utilfredshed med amerikanske varer, efter Donald Trump er blevet præsident i USA.
I forrige uge kunne dagligvarekoncernen Coop oplyse, at der var sket en fordobling i salget af Jolly Cola.
Og grænsebutikkæden Fleggaard oplevede i samme periode, at der blev solgt 311 procent flere Jolly Cola Sukkerfri end i samme uge sidste år.
Bryggeriet Vestfyen, der producerer Jolly Cola, har da også oplevet, at interessen for den danske sodavand er steget helt vildt den seneste tid.
»Vi har aldrig oplevet noget lignende,« sagde Thomas Lindegaard, der er senior brand manager hos Bryggeriet Vestfyen, 12. marts til B.T.

