Dagligvarekoncernen Coop kan i salgstallene se en stor stigning i kunder, der foretrækker danske varer fremfor amerikanske.
Konkret gik salget af Jolly Cola helt amok i sidste uge hos koncernen, som driver SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Kvickly og 365discount.
»Vi solgte godt og vel dobbelt som meget Jolly som i en normal uge,« siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop.
Bryggeriet Vestfyen, der producerer Jolly Cola, har da også oplevet, at interessen for den danske sodavand er steget helt vildt den seneste tid.
I sidste uge fortalte Thomas Lindegaard, der er senior brand manager hos Bryggeriet Vestfyen, at der er kommet flere hundrede henvendelser fra både almindelige danskere og købmænd, der gerne vil have Jolly Cola.
»Vi har aldrig oplevet noget lignende,« sagde han onsdag i sidste uge til B.T.
Rema 1000 vil ikke ud med salgstallene for Jolly Cola i sidste uge, mens Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka, ikke sælger nok Jolly Cola til at ville komme med et salgstal.
»Vi sælger kun Jolly som SPOT i Netto med jævne mellemrum, så vi har ikke forudsætning for at tale om salget,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, der er pressechef hos Salling Group.
Helt generelt er interessen for at droppe amerikanske varer steget heftigt, fordi mange er stærkt utilfredse med USAs præsident Donald Trump.
Eksempelvis er Facebookgruppen 'Boykot varer fra USA' oppe på over 85.000 medlemmer, selv om den blev oprettet for fem uger siden.