Giver vildt løfte: Disse 100 varer er billigere det næste halve år
Coop lokker med markante prisfald, men holder de ved? Det har B.T. spurgt kæden om.

Coop lokker med markante prisfald, men holder de ved? Det har B.T. spurgt kæden om.

En priskrig kan i første omgang koste dagligvarekæderne dyrt.
Og ifølge en ekspert, som B.T. har talt med, kan Coop være blandt de kæder, der bliver presset hårdest økonomisk.
Det hele startede mandag, da dagligvaregiganten meldte sig ind i priskrigen.
Coops discountkæde 365discount kunne her afsløre, at cirka 100 af de mest populære varer bliver sat ned med op til 47 procent.
»Vores kunder skal være sikre på, at de hver dag kan få de varer, de bruger mest, til de mest konkurrencedygtige priser i 365discount,« udtalte kædedirektør Michael Tilsted i en pressemeddelelse mandag.
Blandt de nedsatte varer finder man blandt andet:
Hakket oksekød (400 g): fra 52,95 kroner til 39,95 kroner
Smørbar (200 g): fra 12,75 kroner til 9,95 kroner
Havregryn (1 kg): fra 12,95 kroner til 7,95 kroner
Men midt i priskrigen melder spørgsmålet sig hurtigt, kan de lave priser overhovedet holde?
Det har B.T. spurgt Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen om.
I har sat en masse varer en del ned, faktisk med hele 47 procent, kommer de varer til også at være sat ned om et halvt år?
»Ja, ideen er, at det er faste lave priser, så der er ikke noget, der slutter i morgen. Det er en permanent prisnedsættelse,« slår informationsdirektøren fast.
Så om et halvt år er smør, havregryn og oksekød til samme lave pris?
»Ja, lige præcis,« lyder det kortfattet fra Jens Juul Nielsen.
Var det da Lidl meldte ud, at de sænkede prisen på 200 varer, at I valgte at følge med?
»Ja, det har da været medvirkende til det,« siger han og tilføjer:
»Men det handler også om, at forbrugernes adfærd har ændret sig over det sidste års tid. Vi kan se, at den andel af tilbudsvarer, der bliver købt, er steget meget, fordi der er et større skel mellem tilbud og faste priser. For at indskrænke den forskel, sætter vi de faste priser ned.«

Dagligvareekspert og lektor på CBS, Mogens Bjerre, peger på Coop som en af de aktører, som kan blive ekstra pressede af priskrigen, og samtidig slår han fast, at 365discount bliver ekstra hårdt ramt:
»De (365discount, red.) er først lige ved at være der, hvor de kunne se frem mod at give overskud, og så får de et ordentligt hug nu.«
B.T. har snakket med en ekspert, der siger, at I (Coop, red.) bliver en af de første kæder, der vil blive presset økonomisk af den her priskrig, hvad tænker du om det?
»Vi forventer, at vi får mere handel ud af det. Og vi har nogle gode ejere bag 365discount, så vi regner ikke med, at det bliver et problem,« understreger Jens Juul Nielsen.
Men det kommer vel til at være en bekostelig affære for jer?
»Ja, prisnedsættelserne koster et stort millionbeløb, men vi har en stor forventning om, at vi også kommer til at sælge flere varer,« siger han afsluttende.
Priskrigen i dagligvarebranchen kommer efter flere år med markante prisstigninger.
Siden 2019 er priserne på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer steget med over 30 procent, men nu ser det ud til at vende.
Lidl skød priskrigen i gang fredag med prisfald på 200 varer, og B.T. kunne som de første afsløre hele listen. Se den HER.