Giganter i chokolade-krig: Marabou sat 25 procent ned i pris
Lidl og Rema 1000 har sat fokus på chokolade i deres priskrig.

Lidl og Rema 1000 har sat fokus på chokolade i deres priskrig.

Har du en sød tand, er der god grund til at smile.
De to store discountkæder Lidl og Rema 1000 er nemlig gået i priskrig, når det handler om chokolade.

Prissammenligningstjenesten Madprisluppens pristjek for september viser, at Lidl og Rema 1000 klart stikker af, når det drejer sig om nedsatte priser, og chokolade nævnes som en af de varer, begge kæder har sat ned i pris.
Lad os se på nogle eksempler på chokolade, der er sat ned i pris hos de to discountkæder i priskrig.
Prisfald på 25 procent
Lidl valgte forrige weekend at sætte den faste pris ned på 113 varer - og 22 af varerne er forskellig slags chokolade.
Det vil sige næsten hver femte af de nedsatte varer.
De fleste af de nedsatte chokoladevarer kommer fra Lidls egne - og mere ukendte - mærker som Fin Carré og J.D. Gross.
Men også chokolade fra det kendt mærke Marabou er sat ned i pris.
Helt konkret, så er 90 gram Marabou mælkechokolade, Marabou Schweizernød og Marabou Daim sat 25 procent ned i pris fra 23,95 kroner til 17,95 kroner uden nogen tidsfrist.
Rema 1000 har dog på ingen måder tænkt sig at lade Lidl være alene om at nedsætte priserne for Marabou.
Den norske kæde har således valgt at sætte de tre samme Marabou-varianter ned i pris - præcis ligesom konkurrenten.
»Det er tydeligt, at der er kommet en markant priskrig mellem Lidl og Rema 1000. De holder nøje øje med hinandens priser,« siger detaileksperten Bruno Christensen, der har mere end 50 års erfaring fra dagligvarebranchen.
Lidl og Rema 1000 i vild priskrig: 22 varer sænket op til 43 procent. Læs mere HER.