Lidl og Rema 1000 i vild priskrig: 22 varer sænket op til 43 procent
De to discountgiganter har reduceret priserne for en række populære varer som BKI Kaffe, Marabou og lasagne fra Knorr.

De to discountgiganter har reduceret priserne for en række populære varer som BKI Kaffe, Marabou og lasagne fra Knorr.

Rema 1000 og Lidl er virkeligt gået ind i en massiv priskrig.
B.T. kan nu vise en liste over de konkrete varer, de to store discountkæder lige nu slås om at sælge til den laveste pris og dermed få flere kunder lokket væk fra konkurrenten og over til deres supermarkeder.
Helt konkret har prissammenligningstjenesten Madprisluppen fundet 22 konkrete varer, der lige nu er faldet med helt op til 43 procent hos både Rema 1000 og Lidl.
»Det er tydeligt, at der er kommet en markant priskrig mellem Lidl og Rema 1000. De holder nøje øje med hinandens priser,« siger detaileksperten Bruno Christensen, der har mere end 50 års erfaring fra dagligvarebranchen.
Hele listen kan ses i bunden af artiklen, men lad os her gennemgå de nedsatte varer, som begge discountgiganter har sænket mest.
Lasagne:
Ifølge Madprisluppen er det lige nu Knorr Lasagne og Knorr Lasagnette, de to discountkæder har sænket mest i pris.

De to Knorr-produkter er blevet sænket fra 34,95 kroner til 19,95 kroner i både Lidl og Rema 1000.
Det er et prisfald på 43 procent.
Chips:
Begge discountgiganter er også gået i krig, når det gælder chips.
175 gram Taffel Chips med salt er faldet fra 23,95 kroner til 14,95 kroner i både Lidl og Rema 1000.

Det er et prisfald på 38 procent.
Hatting:
Der er godt nyt til de danskere, der skal ud og købe ind til morgenmaden.
Både Lidl og Rema 1000 har nemlig sat priserne ned på forskellige produkter fra Hatting, der i 1947 startede som et bageri i en lille by uden for Horsens, men i dag ejes af en svensk koncern.
420 gram surdejsrundstykker fra Hatting er faldet fra 23,09 kroner til 14,95 kroner.

Det er et prisfald på 35 procent.
Chokolade:
Danskerne har det seneste år mærket, hvordan chokoladepriserne er gået helt amok.
Ikke desto mindre har Lidl og Rema 1000 sat priserne på det kendte og meget populære mærke Marabou ned.
Hos både Lidl og Rema 1000 er 90 gram Marabou med enten ren mælkechokolade, mælkechokolade med hasselnød eller mælkechokolade med karamel lige nu nedsat med 25 procent.

Kaffe:
Også kaffe er steget markant det seneste år, men Rema 1000 og Lidl har også valgt at gøre det billigere at købe en pakke med kaffe.
Begge kæder har valgt at sænke prisen for 400 gram BKI Extra fra 59,95 kroner til 44,95 kroner.
Det er også et prisfald på 25 procent.
Merrild og Peter Larsen Kaffe er faldet henholdsvis 22 og 19 procent i pris hos de to konkurrenter.

B.T. har bedt Både Lidl og Rema 1000 om en kommentar til sammenfaldet i den måde, de nedsætte priserne på.
»Vores fokus er at sikre faste lave priser til kunderne. Vi ønsker, at vores kunder kommer på grund af priserne og bliver på grund af kvaliteten,« lyder det fra Thomas Sejersen, der er pressechef i Lidl.
Rema 1000 har ingen kommentarer til de nedsatte priser.
»Vi har ikke andre kommentarer af konkurrencehensyn, end at vi altid ønsker at følge markedet,« siger Jonas Schrøder, der er kommunikationschef i kæden.
Hele listen med de nedsatte varer i både Rema 1000 og Lidl kan ses her: