Dagligvarespiller har unik mulighed for at ændre madpriser: 'Forbrugere føler sig snydt'
Det er en gigantisk aktør, som har fået færten af det danske marked. Og nu kan danskere se en lang række prissænkelser.

Det er en gigantisk aktør, som har fået færten af det danske marked. Og nu kan danskere se en lang række prissænkelser.

Danskerne har sukket efter lavere priser, men har indtil nu måttet se langt efter det de seneste år.
Nu stempler dagligvarespilleren Lidl ind stærkt ind med vilde prissænkelser. Ekspert forklarer, hvordan det kan lade sig gøre.
For ellers har den overvejende melding fra dagligvarebranchen ellers været, at de er en branche, der - ligesom kunderne - er presset af stigende priser.
»Lidl har et bagland, som er yderst interessant. De er nogle af de allerstørste i Europa med deres mere end 11.000 butikker,« siger Per Østergaard Jacobsen, der er dagligvareekspert.
Lidl vil fokusere på mere favorable normalpriser og sænker prisen på 200 varer.
Som ekstern lektor på CBS og direktør i konsulentvirksomheden Efficiens følger Per Østergaard Jacobsen bevægelser i dagligvaremarkedet tæt.

Ifølge ham rammer Lidl noget essentielt i den danske handel.
»Der har jo været det her med, at forbrugere føler sig snydt, når de den ene dag kan se, at colaen koster 18 kroner, men den næste dag er sat ned til 10 kroner,« siger Østergaard Jacobsen.
Så når Lidl Danmark melder ud, at de med prissænkelserne vil tage et opgør med et ekstremt fokus på tilbud, kan det give god mening.
Nu vil de finansiere nogle af de meget lavere normalpriser ved at skrue ned for deres tilbudstryk.
»Jeg tror faktisk, at kunderne vil sætte pris på, hvis de ved, at de altid kan få colaen til 12 kroner i en bestemt butik,« siger Per Østergaard Jacobsen.
Salling Group, som har kæderne Føtex, Bilka og Netto, er landets største dagligvarekoncern.
De er dog langt fra at være så store, som Lidl er, når man ser ud over landets grænser.
Derfor har Lidl en unik position for at forhandle med leverandører.
De kan desuden købe ind i rigtig store mængder, som giver dem fordele, siger Per Østergaard Jacobsen.
Alligevel har man med priserne i Netto allerede stemplet hårdt ind på prisfronten.
De har i en særskilt avis sænket priserne på omkring 40 varer.
»Selvom de er store herhjemme, så er de i forhold til Lidl en lille spiller. Men det er klart, de kan også stadig få nogle gode priser hjem,« siger Per Østergaard Jacobsen.
I weekenden kunne B.T. skrive, at dagligvareekspert Bruno Christensen dog mener, at en ting er, hvad kunderne ønsker, og hvordan de faktisk handler, som du kan læse HER.
Lidl er af flere omgange over det seneste år kommet med aggressive fremstød, som B.T. har kunnet berette.
De har også offentligt meldt ud, at de vil fordoble deres markedsandel. Da meldingen lød, sad de på syv procent, hvor de vil have 15 procent af det danske marked.