Danish Crown har en dårlig nyhed til de mange danskere, der lige nu ser tomme kølediske, når de er ude og kigge efter oksekød.

Der er simpelthen så stor efterspørgsel på kød, at slagterigiganten ikke kan nå at levere kød til de mange supermarkeder, inden weekenden rammer. 

»Danskernes appetit efter oksekød er fortsat enorm. Vi kan desværre ikke følge med, og først i starten af næste uge vil vi kunne give en levering, der minder om det normale,« siger Jens Hansen, der er pressechef hos Danish Crown.

Både Rema 1000 og dagligvarekoncernen Coop, der driver SuperBrugsen, Daglig'Brugsen, Kvickly og 365discount, har meldt om tomme kølediske i den her uge. 

Her ses det papir, der lige nu er oven på køledisken i Rema 1000 på Rejsebygade på Vesterbro i København.
Her ses det papir, der lige nu er oven på køledisken i Rema 1000 på Rejsebygade på Vesterbro i København. Maria Christine Madsen

»Du må gerne hilse Danish Crown og sige, at de bare skal gi' den gas og sende kød i vores retning,« sagde Jonas Schrøder, der er kommunikationschef hos Rema 1000, onsdag til B.T.

Fra Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop, kom der torsdag den her melding til om de tomme kølediske til B.T.:

»Det er klart, det er frustrerende for vores medarbejdere at stå med det her problem. Det er jo noget, der er ude af deres hænder, så det er jo ikke en drømmesituation.«

Men det bliver altså først i næste uge, at de tomme kølediske fyldes op med kød.

Og det kræver endda, at danskerne ikke fortsætter med at spise så store mængder kød, forklarer pressechefen i Danish Crown. 

»Jeg må tage det forbehold, at hvis dankerne bliver ved med at spise, så store mængder kød og lasagne, så bliver det svært at nå til normalen i starten af næste uge,« siger Jens Hansen. 

Hvordan i alverden kan en slagterigigant som Danish Crown komme i den her situation?

»Helligdagene er faldet sådan sammen, at vi ikke har kunne nå at producere nok kød. Slagterimedarbejderne skal også holde fri,« siger han. 

Men burde I ikke være mere forberedt på, hvordan helligdagene falder i år omkring jul og nytår, så der ville være kød nok?

»Vi havde også kaldt flere slagterimedarbejdere ind og producere kød lørdag 28. december, men der er jo en holdbarhed på kødet på omkring en uge, vi ikke må overskride, så derfor er vi kommet i den her situation,« siger han. 

Spar kassen

Boligredaktør Thomas Ambrosius afslører spritnye tal, som med al tydelighed viser, at det langt de fleste steder i Danmark er godt at være boligejer. Men hvordan ser det ud det næste år. Det giver han også et bud på, så folk er klædt på til at tage et godt valg for deres boligsituation.   Vært: Marie Milling, Penge-redaktør på B.T. Gæst: Thomas Ambrosius, boligredaktør på Euroinvestor og B.T. Producer: Jens Marott Rasmussen Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T.