Der er i Danmark opstået akut mangel på hakket oksekød.
Det mærker man bestemt også i Coops butikker, hvor Jens Juul Nielsen er informationschef.
Til B.T. siger han:
»Det er rigtigt, vi har også oplevet, at der mangler oksekød i vores butikker. Det tror jeg, man vil se i de fleste butikker lige nu.«
Og det er ikke sjovt for de ansatte at skulle skuffe kunderne gang på gang.
»Det er klart, det er frustrerende for vores medarbejdere at stå med det her problem. Det er jo noget, der er ude af deres hænder, så det er jo ikke en drømmesituation,« siger Jens Juul Nielsen, der håber, at der snart vil komme kød på hylderne igen.
»Vi forventer, at kølediskene bliver fyldt dag for dag fra i starten af næste uge. Det er den melding, vi har fået,« siger han.
Det er Danish Crown, der leverer til butikkerne.
Til B.T. forklarede pressechef, Jens Hansen, onsdag kødmanglen således:
»Det er helt vildt, som danskerne efterspørger hakket oksekød, men julehelligdagene og nytåret er faldt sådan sammen, at vi simpelthen ikke har kunnet nå at få slagtet nok.«
Han forklarer, at der forventes at være rigeligt med kød enten lige op til weekenden eller starten af næste uge.