Danske supermarkeder kæmper i den her uge med at skaffe nok pakker med oksekød.
Dagligvaregiganten Rema 1000 har i flere butikker lagt en seddel på kølediskene med den her tekst:
'Vi oplever desværre, at vi ikke får nok af det hakkede oksekød, som vi har forudbestilt hos Danish Crown og Himmerlandskvæg på grund af manglende råvarer hos producenterne. Vi arbejder hele tiden på at få mere frem så hurtigt som muligt. Vi beklager situationen,' står der på sedlen.
Kommunikationschef i Rema 1000, Jonas Schrøder, oplyser, at det er et problem i flere supermarkeder.
»Sådan er det desværre nogle steder. Vi klarer den, men du må gerne hilse Danish Crown og sige, at de bare skal gi' den gas og sende kød i vores retning,« siger han.
Danish Crown erkender, at der i de her dage er problemer med at levere nok kød.
»Det er helt vildt, som danskerne efterspørger hakket oksekød, men julehelligdagene og nytåret er faldt sådan sammen, at vi simpelthen ikke har kunnet nå at få slagtet nok,« siger Jens Hansen, der er pressechef hos Danish Crown.
Han forklarer, at der forventes at være rigeligt med kød enten lige op til weekenden eller i starten af næste uge.
Der har været stor debat om mængden af oksekød i pakkerne samt andelen med plantebaseret kød i Rema 1000.
Læs mere HER.
Så er det finaletid i Årets Supermarked 2024! Stem på din favorit lige her