Skal du nyde det solrige og ret så lune vejr her i maj med at putte pølser på grillen?
Så kommer du desværre til at give nogen flere penge for pakker med de populære frankfurter-pølser, end du skulle for en håndfuld år siden. Og ikke nok med det.
Pakkerne med frankfurtere er også blevet mindre, så man får også mindre mad for pengene.
Det viser B.T.s pristjek hos to forskellige dagligvarekæder.
Lad os starte med at se på frankfurterne i Rema 1000.
I 2019 kostede en pakke med 540 gram frankfurter-pølser fra eget mærke 22,50 kroner i discountkæden, viste B.T.s pristjek for seks år siden.
Her i 2025 vejer en pakke frankfurtere 480 gram og koster 29.95 kroner i Rema 1000.
Pakkerne med frankfurterne vejer dermed 11 procent mindre, men koster til gengæld 25 procent mere.
Lad os kaste et blik på Bilka.
I 2019 kostede en pakke med 540 gram frankfurtere fra mærket Salling 19,95 kroner i dagligvarekæden, viste B.T.s daværende pristjek.
Her i 2025 koster en pakke med 480 gram frankfurtere fra Salling 25 kroner i Bilka.
Altså er prisen for pakken med frankfurtere blevet 20 procent dyrere, mens den vejer 11 procent mindre.
De seneste år har der bredt sig en særlig tendens i dagligvarebranchen.
Tendensen har fået kaldenavnet shrinkflation, der er det engelske ord for, at mængden i pakkerne bliver mindre, men varen stadig koster det samme.
En tendens både Jens Aage Jensen, Dan Henriksen og Mikael Hertig er frustrerede over.
Men i eksemplet med frankfurtere er prisen altså steget ret meget, selvom kunderne må nøjes med mindre pølser i pakkerne, de køber.
B.T. har bedt Jacob Krogsgaard Nielsen, der er pressechef i Salling Group, der driver Føtex, Bilka og Netto, om en forklaring på, at varer stiger i pris, selv om kunderne får mindre for prisen.
»Ved at reducere størrelsen på forpakningen og sænke indholdet en smule deri, har vi kunnet holde prisstigningerne en smule lavere, end hvis det skulle ske 1:1,« siger han.
Pressechefen forklarer, at produktionen af mange varer simpelthen er blevet dyrere i løbet af den seneste håndfuld år.
»Mellemregningerne hedder blandt andet høje indkøbspriser og stigende omkostninger,« siger han.
Kommunikationschefen hos Rema 1000, Jonas Schrøder, er enig med konkurrentens pressechef.
»Inflationen på råvarepriser over de senere år slår igennem her,« siger han.