12. september 2023 er en dato, Jonas Vingegaard aldrig nogensinde glemmer.

Ikke så meget på grund af den overlegne etapesejr i Vueltaen – mere fordi hans bedste ven, Nathan Van Hooydonck, var tæt på at miste livet.

Et hjertestop bag rattet var skyld i en voldsom bilulykke for belgieren, som er blevet nødsaget til at indstille karrieren siden, grundet hjerteproblemer.

Nu fortæller Jonas Vingegaard, som brød ud i gråd i forbindelse med etapesejren, at han stadig ikke har set den tidligere holdkammerat siden mareridtsdagen.

Jumbo-Visma holder en trøje op til ære for Nathan Van Hooydonck på Vuelta-podiet, efter Sepp kuss vandt løbet samlet.
Jumbo-Visma holder en trøje op til ære for Nathan Van Hooydonck på Vuelta-podiet, efter Sepp kuss vandt løbet samlet. Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix

»Vi skal til Holland næste uge, hvor vi skal se dem og deres lille baby,« siger Jonas Vingegaard om sin tidligere holdkammerat og 'bodyguard'

»Vi har skrevet lidt sammen, og han har det godt. Han er lidt i tvivl om, hvad han vil lave.«

Kort efter ulykken blev den tidligere Jumbo-Visma-rytter far til en lille dreng, som fylder det meste af hverdagen.

Men hvad Van Hooydonck skal med sit professionelle liv fremover, er fortsat uvist.

Jonas Vingegaard var rørt til tårer, da han passerede målstregen i Vueltaen som vinder – på dagen hvor Van Hooydonck kørte galt.
Jonas Vingegaard var rørt til tårer, da han passerede målstregen i Vueltaen som vinder – på dagen hvor Van Hooydonck kørte galt. Sprint Cycling Agency

»Jeg håber jo lidt på, at han får en eller anden funktion på holdet, for så er det nemmere at ses en gang imellem. Hvis vi rejser meget, og han har et arbejde hjemme i Belgien, så er det svært at ses ud over offseason,« siger Jonas Vingegaard.

Samtidig afslører han, at den kun 28-årige Van Hooydonck stadig er delt mellem sorgen over at tvangspensioneringen og en vis glæde.

»Han er mest lykkelig over, at han har det godt, men det må stadig være hårdt. Jeg tror, at han har indset det her med, at det kunne være gået langt værre, end det gjorde,« siger Jonas Vingegaard.

»Der kunne have været en situation, hvor han ikke var der for sin kone og deres lille søn. På den måde er han taknemmelig over, at han stadig er her.«

»Personligt tror jeg, at det gør det nemmere, at han har fået en søn lige efter ulykken, og det fylder meget. Havde han 'bare' fået et hjertestop, havde han nok fokuseret mere på, at han har mistet sin karriere.«

Jonas Vingegaard og Nathan Van Hooydonck nåede at dele holdbus i knap tre sæsoner.

300 meter inden Vingegaard passerede målstregen på Vuelta-etapen, som han vandt, fik han at vide i sin øresnegl, at Van Hooydonck var vågen efter at have ligget i koma.

Efterfølgende dedikerede Jonas Vingegaard sejren til sin bedste ven.