Jumbo-Visma-rytteren og Jonas Vingegaards gode ven Nathan Van Hooydonck stopper karrieren med øjeblikkelig virkning.
Det sker som konsekvensen af et ildebefindende Van Hooydonck fik 12. september, der medførte en ulykke, da hændelsen skete, mens han kørte bil.
Meldingen kommer fra Jumbo-Visma i en pressemeddelelse. Heri fremgår det, at Van Hooydonck har fået indopereret en såkaldt ICD-enhed, som kan stimulere hjertet lidt hurtigere ved rytmeforstyrrelser - og i værste tilfælde afgive stød for at genoprette normal hjerterytme for at forhindre hjertestop.
»Jeg indser, at jeg var utrolig heldig. Det kunne være gået anderledes, hvis ikke jeg havde fået god hjælp så hurtigt. Jeg har det godt nu, men jeg må stadig forholde mig til, at det her markerer afslutningen på min professionelle karriere,« siger Nathan Van Hooydonck.
Jonas Vingegaard beskrev under årets netop overstået Vuelta, at belgieren er Vingegaards bedste ven. Danskeren vandt en etape på dagen, hvor de fik den frygtelige nyhed at vide, hvorefter en tydelig berørt Vingegaard dedikerede sejren til Nathan Van Hooydonck.
Jonas Vingegaard havde også en trøje med Nathan Van Hooydoncks navn på, da Jumbo-Visma sluttede som nummer et, to og tre på podiet i Vueltaen, hvor Sepp Kuss vandt det spanske grand tour-løb.
Nathan Van Hooydonck har ser nu frem til helt andre ting, når cykelkarrieren nu er forbi:
»Jeg vil nu fokusere på min bedring og mit kommende faderskab. Alt går godt med Alicia og graviditeten, og vi glæder os til fødslen. Det hjælper mig virkelig nu,« siger den kommende far i pressemeddelelsen.
Nathan Van Hooydonck var i kunstig koma som konsekvens af bilulykken og sender derfor en tak til alle dem, som har hjulpet ham:
»Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for de mennesker, der hjalp mig, lægerne på hospitalet og alle de fans, der sendte mig beskeder.«
Efterfølgende er han blevet undersøgt for at opklare, hvorfor han fik et ildebefindende.
Her har man fundet frem til en hjertefejl, der altså kræver en ICD, der også er kendt som en pacemaker.