Det er ikke mange dage siden, at Jonas Vingegaard kunne bryste sig med en ny kontrakt for sit cykelhold.

Og ifølge B.T.s oplysninger var der tale om en stor kontrakt af slagsen, som næsten får ham til tops i lønhierakiet. Og med den store lønseddel var det heller ikke en svær beslutning for den 24-årige Jumbo-Visma rytter.

»Nej, det overvejede jeg faktisk ikke. Holdet kom med et godt tilbud, og jeg er glad for at være på holdet. Så hvorfor vente til næste år? Når man er glad for at være her, så kan man lige så godt blive,« siger Vingegaard til Feltet.dk.

Det var dermed ikke meget overvejelse, der skulle til for Jonas Vingegaard om at fortsætte på Jumbo-Visma sammen med stjernerne Primoz Roglic og Wout van Aert. Det er primært førstnævnte, som er den helt store kanon, og som Vingegaard skal kæmpe med om kaptajnsrollen.

Cycling - Tour de France - Stage 21 - Chatou to Paris Champs-Elysees - France - July 18, 2021 Team Jumbo-Visma rider Jonas Vingegaard of Denmark wearing the white jersey during stage 21 REUTERS/Stephane Mahe
Cycling - Tour de France - Stage 21 - Chatou to Paris Champs-Elysees - France - July 18, 2021 Team Jumbo-Visma rider Jonas Vingegaard of Denmark wearing the white jersey during stage 21 REUTERS/Stephane Mahe Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

For ifølge Vingegaard selv, så håber han på en fremtid med masser af chancer. Chancer for at være kaptajn i nogle løb og ikke bare løjtnant.

Jonas Vingegaard var i forvejen bundet til Jumbo-Visma indtil udgangen af 2022, men med sit kæmpe gennembrud i verdens største cykelløb og en flot andenplads, gælder kontrakten nu i yderligere to år.

Lørdag fandt Vingegaard cykelshorts frem igen og gik i gang med sin løbssæson, da det kuperede spanske WorldTour-løb Donostia San Sebastian Klasikoa løb af stablen.

Her kom han ind sammen med de øvrige favoritter og endte på en ottendeplads.

Jonas Vingegaard endte på en fornem andenplads ved dette års Tour de France. Et resultat han leverede i sin debut efter en kaotisk start, hvor Vingegaard gik fra løjtnant til kaptajn, da Roglic måtte udgå efter et styrt.