Et VM-guld i lnjeløb og en titel som ægtemand på under en måned.

Det var, hvad den danske cykelrytter Mads Pedersen kunne prale af, da han i slutningen af september først kunne iføre sig den regnbuefarvede trøje, mens han tre uger senere kunne sætte vielsesringen på fingeren.

»Det var en rigtig god måned, og det var en god bryllupdsdag. En glædens dag med en virkelig god fest efterfølgende,« siger den danske verdensmester til B.T på den røde løber - som faktisk var i guld - inden årets 'Sportsgalla 2019'.

Her ankom den 24-årige cykelrytter sammen med sin hustru, Lisette, til showet i Herning, hvor mange store danske sportsnavne var til stede for at hylde årets største sportspræstationer.

Mads Pedersen sammen med hustruen Lisette på den 'gyldne' løber.
Mads Pedersen sammen med hustruen Lisette på den 'gyldne' løber. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Og netop en stor præstation har Mads Pedersen da også leveret med sit VM-guld som den første dansker nogensinde på herresiden, hvilket han tillægger sin hustru stor del af æren for:

»Hun har en stor andel i min VM-titel. Uden hende og resten af familien, så var der ikke meget at komme efter. Jeg rejser over halvdelen af året, og hvis der ikke var styr på hjemmefronten, så var jeg ikke nået særlig langt.«

Efter et begivenhedsrigt efterår tager ægteparret det da også lidt mere stille og roligt den kommende tid, da parret ikke umiddelbart har planer om en familieforøgelse lige foreløbigt.

»Vi snakker ikke om børn. Det venter vi med. Vi er ikke så gamle, men det skal nok komme på et tidspunkt. Lige nu har vi en masse ting, vi gerne vil opleve, som eksempelvis rejser og at gøre det godt karrieremæssigt,« lyder det fra verdensmesteren.

Opmærksomheden omkring den danske cykelrytter er blevet markant større efter VM-triumfen, forklarer han, mens han samtidig fortæller om sine planer for 2020:

»Jeg skal vise et højt bundniveau og så være med i finalerne. Det er den første målsætning.«

Den 29. september kunne Mads Pedersen iføre sig den regnbuefarvede trøje, som alle cykelryttere drømmer om, i Yorkshire, England.

Den øverste plads på podiet kom i hus efter et dramatisk løb, hvor både regn, kulde og blæst gjorde betingelserne noget nær umulige, og det er den præstation, der har været med til at nominere ham til årets B.T. Guld-pris.