»Vi skulle jo op, før fanden får sko på. Klokken var vel halv seks eller sådan, og Chris (Christopher Juul-Jensen, som var Mads' værelseskammerat, red.) og jeg gik og brokkede os over det, fordi vi ikke mener, at man kan byde mennesker at skulle så tidligt op for at køre cykelløb.«
Sådan startede den 29. september 2019 for Mads Pedersen. Dagen var usædvanlig på mere end én måde.
Aldrig før var han stået så tidligt op for at køre et professionelt cykelløb. Men få timer senere havde han skrevet cykelhistorie.
Udenfor silede regnen ned fra de tidligste morgentimer, og der var mørkt. Meget mørkt.
»Jeg stod med Mads på værelset, og han sagde: 'Fuck, mand! Om syv-otte timer er det hele overstået.' 12 timer senere stod vi så på værelset igen, men vi troede faneme ikke, at situationen ville være sådan her,« husker Christoper Juul-Jensen og bryder ud i et fnis.
Den 29. september blev dagen, hvor Danmark fik sin første verdensmester i landevejscykling hos herrerne. Efter et utroligt løb – i ordets bogstaveligste forstand – hev Mads Pedersen den mytiske regnbuefarvede trøje over sine skuldre. Her fortæller landstræneren Anders Lund, værelseskammeraten Christopher Juul-Jensen og Mads Pedersen selv om dagen, der vendte alt på hovedet.
På vej i bussen fra hotellet til løbsstarten tikkede der en besked ind på Anders Lunds telefon. Ruten blev forkortet med 20 kilometer.
»Det ændrede taktikken, så jeg gik i gang med et oplæg til rytterne. På den måde kunne jeg annoncere den nye plan, samtidig med at de fik at vide, at ruten var forkortet. Men jeg nåede ikke at blive færdig, før jeg hørte rytterne råbe: 'Anders, for fanden!' Og så kom rytterne med det ene herlige citat efter det andet, der sagde noget vigtigt om stemningen i bussen den morgen.«
'Pis, nu har jeg spist alt for meget.'
'Nu synes jeg godt, at vi kan køre for mig.'
'Anders, udtag et nyt hold!'
'Det er belgierne (som var forhåndsfavoritter, red.) igen… De havde hørt, vi ville angribe deroppe.'
Personligt var Mads Pedersen glad for, at ruten blev skåret til med 20 kilometer, og Anders Lund kunne tydeligt mærke på ham, at han fandt sig godt til rette i sin rolle. Allerede ved taktikmødet havde landstræneren en god fornemmelse, da han fortalte rytterne, at der var en chance for at få en dansk verdensmester. At Danmark kunne gøre det rigtig, rigtig godt.
»Mads var tredje mand. Der var to kaptajner over ham i hierarkiet (Valgren og Fuglsang, red.). Han havde både en rolle, hvor han fik lov at køre sit eget cykelløb, og jeg vidste, at han var motiveret frem for at være skuffet over, at han ikke skulle køre som den allersidste. Jeg kunne mærke på ham, at han var enormt tændt. Mads er jo en karakter. Det regnede, folk havde det koldt, og så stod han som den eneste i korte bukser.«
Løbet fik ellers ikke en perfekt start. Men så skete der noget, og det så ikke godt ud for Mads, tænkte Anders Lund.
»Det var lidt noget lort, da jeg måtte skifte cykel efter 60 kilometer, fordi jeg mistede batteriet til min bagskifter. Men jeg kom op igen og besluttede mig for, at jeg skulle sidde blandt de 15 forreste resten af dagen, da vi ramte den første omgang. Min gamle holdejer Michael Skelde har altid sagt, at man skal kunne holde fokus fire-seks timer, når man kører cykelløb. Det tænkte jeg på,« siger Mads Pedersen.
»Mads bevarede roen og lod være med at føre i de splittede grupper, da han skulle hente feltet igen. Det var det eneste rigtige at gøre så tidligt i løbet,« forklarer Anders Lund.
I den sidste del af løbet tog den 23-årige dansker sit regntøj af, mens alle andre gjorde det modsatte.
»Det var bemærkelsesværdigt. Man sidder i et konstant bad fra vandet, der bliver pisket op fra den våde asfalt. Andre frøs ad helvedes til og havde klaprende tænder. Det psykede modstanderne helt vildt meget, at der sad en idiot ved siden af, der tog tøjet af. Det var virkelig kraftfuldt,« forklarer Anders Lund.
Med knap 50 kilometer til mål satte Mads Pedersen angrebet ind. Hurtigt hentede han de forreste, og en gruppe dannede sig med blandt andre Trentin, Kung og forhåndsfavoritten van der Poel. Da sidstnævnte eksploderede, begyndte det for alvor at lugte af medaljer for Danmark.
»Lige inden mål overvejer jeg at køre op og sige noget til Mads (holdene kørte uden radio, red.). Men jeg vurderer, at jeg skal lade være. Jeg har ikke set ham hele dagen, så chancen for, at jeg siger det helt rigtige til ham i den situation, er meget lille.«
Mads Pedersen gjorde det. Tonsede forbi Matteo Trentin, pegede op mod himlen og væltede i armene på den danske stab efter mållinjen. Trøjen var hans.
Mens den nykårede verdensmester rullede rundt og fik kuldechok mellem holdkammerater og pressefolk, inden han skulle til dopingkontrol og besvare pressens henvendelser, fejrede de øvrige danske ryttere hans sejr i bussen med pizza og øl.
»Alle drømmer om den trøje, Mads vandt. Da han sad dér i stolen med medaljen, turde jeg næsten ikke røre ved den. Det er så langt fra min virkelighed, det virker helt uopnåeligt. Og så sidder Mads bare dér i den. Jeg tænkte 'wow'. Han tænkte 'vi skal lige have pakket kufferten, så vi kan komme hjem i morgen'. Men så havde jeg smidt nøglen til værelset væk, formentlig i bussen, da vi gik amok. Så verdensmesteren måtte lige vente på, at jeg løb ned efter en ny, så vi kunne låse ham ind,« fortæller Christopher Juul-Jensen.
»Han er cool på den charmerende måde, og det preller af på os andre. 'Slap nu af, drenge, jeg er bare blevet verdensmester,' siger han. Men det er så vildt. Jeg var mere oppe at køre over det på værelset, end han var!«
To måneder senere er den 23-årige verdensmester allerede videre.
»Jeg prøver at lægge VM-trøjen væk, selvom jeg nyder at køre i den hver dag. Men jeg skal arbejde, arbejde og arbejde, som om jeg arbejder for at blive verdensmester. Jeg vil jo gerne vise, at jeg har fortjent trøjen. Men jeg tror bundærligt, at der ikke er nogen, der bliver skuffet, hvis bare jeg indfrier de forventninger og presset, som jeg lægger på mig selv.«
Og sådan gik det til, at Mads Pedersen blev nomineret til B.T. Guld.
