På under tre uger er alt vendt på hovedet.

Skuffelserne, nedturene og de hårde tæsk – både på cykelkroppen og fra medierne – forsvinder længere og længere ud i fortiden.

Men Michael Valgren er stadig ikke helt sikker på, at det er sivet ind.

»En smule,« svarer han, da B.T. spørger ham, om det er gået op for ham, at han vandt bronze ved VM for en uge siden.

Michael Valgren har ikke fået fejret det endnu. Efter medaljen har den 29-årige dansker været videre til Eurométropole-løbet og Paris-Roubaix, men nu stikker han snuden hjemad.

»Jeg skal hjem til familien, så siver det nok stille og roligt ind. Men jeg har ikke helt fået fejret det endnu.«

På 11 dage fik Valgren tre top-3-placeringer – hvilket er lige så meget som i de foregående 3,5 år – da han to dage i streg sejrede ved italienske endagsløb, inden han løb med bronzemedaljen ved verdensmesterskaberne.

På få uger er han gået fra at minde om et fortabt talent til en af verdens varmeste cykelryttere.

Michael Valgren (i rødt) var centimeter fra sølvmedaljen til VM, som blev vundet af Julian Alaphilippe.
Michael Valgren (i rødt) var centimeter fra sølvmedaljen til VM, som blev vundet af Julian Alaphilippe. Foto: DIRK WAEM
Vis mere

»Det var en ubeskrivelig dag for mig,« fortæller EF Education-Nippo-rytteren om VM-løbet i Belgien.

»Man kan godt mærke, at man pludselig er en superstjerne igen, hvis man kan sige det sådan. Der er rift om én. Men jeg synes heldigvis, at jeg er god til at navigere i det.«

Er det ikke dejligt?

»Jo, til en vis grad,« svarer Michael Valgren og griner.

»Det er ikke noget, jeg har noget imod. Det er jo en del af sporten, ligesom når man bliver kritiseret, fordi det går dårligt. Sådan er elitesport jo bare.«

I 2018 vandt danskeren endagsløbene Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad, men han er ikke i tvivl.

Det er VM-løbet, der giver ham sommerfugle i maven, og det er det, der indtil videre er karrierens allerstørste resultat.

»Jeg har vundet Amstel, og ja, det er et stort cykelløb. Men i min verden er VM det største, du kan vinde, og jeg var altså meget tæt på,« erkender Michael Valgren.

Inden løbet, der endte med en fabelagtig dansk medalje, var der enormt høje forventninger til Danmarks stjernespækkede hold.

Men ser man bort fra Valgrens fornemme resultat, var det formentlig skuffelse, der fyldte allermest hos profiler som Kasper Asgreen, Magnus Cort og Mads Pedersen over deres egne præstationer ved VM.

Det sætter Michael Valgren ord på her og på den danske taktik, der efterfølgende har skabt kritik flere steder.

»Jeg kørte egentlig VM, som jeg gerne ville køre det. Afventende. Man kan diskutere, om Magnus Cort og Kasper Asgreen gjorde det rigtige, men det kunne lige så godt være endt godt. Det er ikke til at sige,« siger han med hensyn til, at de begge kørte med i et meget tidligt vanvidsudbrud.

Sådan så det ud, da Michael Valgren vandt Amstel Gold Race 15. april 2018. Hans næste sejr kom først ved Giro della Toscana 15. september i år.
Sådan så det ud, da Michael Valgren vandt Amstel Gold Race 15. april 2018. Hans næste sejr kom først ved Giro della Toscana 15. september i år. Foto: MARCEL VAN HOORN
Vis mere

Magnus Cort endte med at have en dårlig dag, mens Asgreen var syg og kastede op på cyklen.

»Jeg er glad for mit resultat, og en medalje er godt for landsholdet. Men personligt havde de nok ikke deres bedste dage. De endte nærmest i en birolle, det er jo træls for dem.«

Birollen er ellers noget, Valgren har været vant til i de forgangne år.

Ved VM var han den helt store danske optur, men siden 2019 har han desværre oftere været den helt store nedtur.

Presset udefra har dog ikke påvirket Valgren, hvis man skal tro ham selv.

»Det offentlige, det rager mig sgu en papand. Det er mere mig selv, jeg skal passe på med.«

Hele året har fremgangen været undervejs, mener han, men det er først nu, at det har udmøntet sig i konkrete resultater.

»Jeg er blevet ældre og mindre... altså, jeg stresser ikke over, hvis det går lidt dårligt, som jeg måske gjorde førhen. Jeg har lært meget af mig selv, og hvordan jeg skal håndtere det, hvis ikke det lige spiller,« forklarer Michael Valgren.

Tidligere kunne han godt finde på at smadre sig selv fuldstændig under træning, hvis det ikke gik hans vej.

Men det er han holdt op med.

»Der er ingen grund til at gå ud og slå sig selv ihjel ugen efter, bare fordi det ikke går godt. Det skal nok komme, så længe man bare holder fast i det, man ved, der virker. Det skal jeg tage med ind til næste år,« siger han.

»Når kroppen signalerer, at den er træt eller ikke er helt frisk, så er man det nok ikke. Det kan godt være, at der står fem timer på træningsprogrammet, men der skal man altså lytte til kroppen. Vi er ikke robotter,« siger Michael Valgren.

Nu kan han se frem til et længere afbræk fra cykelsporten, når sæsonen går på hæld.