»Jeg forstår egentlig godt, hvis folk synes, jeg er en smule skør,« siger Mikkel Bjerg.

Den kun 21-årige dansker kører i disse dage sin første Grand Tour til Giro d'Italia, og han har taget cykelverdenen med storm med to tredjepladser indtil videre.

Når man for første gang kører et udmagrende treugers etapeløb, presser et stort, fedt spørgsmål sig på: Kan kroppen holde til at køre så mange dage i træk?

Det ved Mikkel Bjerg ikke endnu, men danskeren har opsigtsvækkende planer, der klart viser, at han ikke er helt normal ...

»Hvis løbet bliver afbrudt af corona i morgen, har jeg tænkt mig at prøve at se, om jeg har holdbarheden til at køre i tre uger. Så tager jeg bare hjem og træner videre,« siger Mikkel Bjerg.

Scenariet virker ikke så fjernt endda.

For i denne uge slog coronabølgen ind over Giro d'Italia, da Steven Kruijswijk, Michael Matthews og seks stabsmedlemmer fra fire forskellige hold blev testet positive.

De to hold Mitchelton-Scott og Team Jumbo-Visma trak sig fra løbet, og torsdag blev det meldt ud, at 17 motorcykelbetjente - der følger motionsløbet Giro-E - også er testet positive. Lørdag var der til gengæld gode nyheder, da 0 af 512 tests viste sig at være positive.

Mikkel Bjerg (i hvidt) har kørt formidabelt til Giro d'Italia, og han besidder en motivation som få.
Mikkel Bjerg (i hvidt) har kørt formidabelt til Giro d'Italia, og han besidder en motivation som få. Foto: LUCA BETTINI
Vis mere

Danskeren har endda foreslået sine holdkammerater, at de kunne blive i Italien og træne sammen, hvis løbet blev afbrudt.

»Da jeg foreslog mine holdkammerater, at vi kunne blive hernede og træne, rystede de på hovedet og sagde alle sammen, at de fandeme skulle hjem,« siger Mikkel Bjerg.

»Ej, det vil jeg da også gerne, men jeg står i en anden situation end dem. De har bevist sig i Grand Tour-løb - det har jeg ikke. Jeg skal bevise, at jeg kan, hvis jeg en dag vil køre Touren.«

Danskeren ved ikke, om han kan klare så mange dage i træk med så meget pres på kroppen. Men nu har han muligheden for at træne videre, hvis løbet bliver aflyst. Det sker aldrig under en normal sæson, forklarer danskeren med den store motivation.

»Jeg vil prøve at simulere den samme træningsstress, hvor jeg finder en kombination af hårde dage med stigninger, men også dage, hvor det er fladt.«

Mikkel Bjerg har altid været lidt af en træningsnarkoman, og de fleste vil nok være enige i, at det vidner om noget af en psyke at tage hjem og træne videre, selv om Giroen er sæsonens sidste løb for ham.

»Jeg tror aldrig, jeg har haft en dag, hvor jeg ikke har været træt, når jeg skulle i seng,« forklarer Mikkel Bjerg, der mener, at han har mentaliteten fra sin far.

»Jeg er vant til at blive ved med at knokle, og jeg er aldrig løbet tør for sulten og motivationen for at presse citronen. Måske bliver man afhængig. Det er jo blevet mit liv. De sidste 10 år har jeg ikke lavet andet, og det er det eneste, jeg kender.«

Nu har Mikkel Bjerg formentlig knap en uge tilbage af Giro d'Italia, hvis han gennemfører. Og ellers er det formentlig hjem for at træne.

Det passer fint. Han ved ikke helt, hvad han ellers skulle lave.

»Selv når jeg får helt fri af min træner, har jeg svært ved ikke at lave noget overhovedet. Jeg bor i Andorra, og der er nærmest ikke andet at lave end at cykle. Så jeg tager ud og triller en tur alligevel,« siger Mikkel Bjerg.