Løbslægen fra Polen Rundt har onsdag aften givet en status på den hollandske cykelrytter Fabio Jakobsen.

»Rytteren er alvorligt kvæstet, og det er livstruende. Hans gane og luftrør var ødelagt, men vi formåede at intubere ham. Han er på hospitalet og har mistet meget blod. Han er i live, og vi håber, vi vinder den her kamp.«

Det fortæller Barbary Jerschiny ifølge naszosie.pl, der beskriver, at lægen var i tårer, mens hun briefede medierne om Fabio Jakobsens tilstand.

Hun uddyber, at Fabio Jakobsen har fået alvorlige hoved- og hjernetraumer. Den hollandske mester kæmper for sit liv.

Onsdagens styrt. Fabio Jakobsen er ikke til stede på dette billede.
Onsdagens styrt. Fabio Jakobsen er ikke til stede på dette billede. Foto: ANDRZEJ GRYGIEL
Vis mere

Deceuninck-Quick Step-rytteren styrtede på voldsom vis efter at have fået et skub af Jumbo-Vismas Dylan Groenewegen i spurten.

Fabio Jakobsen røg op på barrieren og blev hårdt bremset ved at ramme en pæl samt en løbskommissær, der dog skulle være i ok tilstand.

Nyhedsbureauet AP skriver, at Fabio Jakobsen er blevet lagt i kunstig koma.

Mens det har væltet ind med hilsner og håbefulde beskeder om godt nyt til Fabio Jakobsen og Deceuninck-Quick Step, er Dylan Groenewegen til gengæld røget i massiv modvind efter sit skub mod Fabio Jakobsen.

Flere professionelle cykelryttere langer ud mod hans opførsel, der ledte til massestyrtet, mens Decueninck-Quick Step-bossen Patrick Lefevere er klar til at gå i retten, hvor han gerne ser Dylan Groenewegen fængslet.

Jumbo-Visma har på Twitter sendt deres støtte og undskyldning til Deceuninck-Quick Step og skriver, at de vil diskutere sagen internt.

Den Internationale Cykelunion (UCI) fordømmer handlingen i en pressemeddelelse og vil se på, om Groenewegen skal straffes yderligere.

'UCI fordømmer på det kraftigste den farlige kørsel af rytteren Dylan Groenewegen, som sendte Fabio Jakobsen ind i barrieren et par meter fra målstregen og forårsagede et stort styrt i slutningen af 1. etape af Polen Rundt. Groenewegen blev diskvalificeret fra løbet af løbskommissærerne.'

'UCI anser opførslen som uacceptabel og har ført sagen videre til disciplinærkomitéen, som skal finde en sanktion, der er passende for situationens alvor,' skriver UCI i meddelelsen.

Den 5. august er det præcist et år siden, den belgiske cykelrytter Björg Lambrecht mistede livet. Han styrtede på tredje etape af sidste års Polen Rundt og døde af sine kvæstelser samme aften.