Yvan Vanmol er ikke i tvivl: Når man ser, hvad Fabio Jakobsen er i stand til på billedet herover, er der brug for at kalde det noget helt særligt.

»Alle har set, hvor vildt styrtet var. Når man nu ser Fabio være mobil igen, at han kan stå op, at der ikke er brud på den nederste del af hans krop: Ja, så kan man trygt tale om, at det er et mirakel,« siger lægen fra cykelholdet Deceuninck-Quickstep.

Det gør han ifølge Cyclingnews til Sporza.

Det var onsdag i sidste uge, at Fabio Jakobsen kom ud for et frygteligt møde med barrieren på første etape af Polen Rundt. Onsdag i denne uge gik den hollandske mester så selv fra ambulancen til det fly, der fragtede ham fra en polsk hospitalsindlæggelse og hjem til Holland.

Fabio Jakobsen går ombord på flyet i Pyrzowice.
Fabio Jakobsen går ombord på flyet i Pyrzowice. Foto: Andrzej Grygiel
Vis mere

Derfor benytter lægen fra cykelrytterens hold nu lejligheden til at af- eller bekræfte de mange forskellige rygter, der har været om skaderne i den seneste uge.

Ligesom der ikke er brud på underdelen af kroppen, så slår Yvan Vanmol fast, at Fabio Jakobsens luftrør heller ikke blev beskadiget – det har flere medier ellers beskrevet. Han har heller ikke skader i øjenhulerne og har ikke fået skader på hjernen ved ulykken. Der kom dog et brud på en tommeltot.

Dog er Fabio Jakobsen ikke i stand til at tale i øjeblikket, men det skyldes voldsomme skader på læberne og på musklerne rundt om munden. Samt flere brud på kæben.

Yvan Vanmol slår fast, at han 'helt sikkert forventer', at cykelrytteren kommer til at tale igen. I stedet kommunikerer Fabio Jakobsen i øjeblikket via sin mobiltelefon.

Sådan så det ud onsdag i sidste uge, Det er Fabio Jakobsens cykel, man kan se i øverste højre hjørne. Forrest i guld er (i gult) Dylan Groenewegen, der forårsagede styrtet.
Sådan så det ud onsdag i sidste uge, Det er Fabio Jakobsens cykel, man kan se i øverste højre hjørne. Forrest i guld er (i gult) Dylan Groenewegen, der forårsagede styrtet. Foto: ANDRZEJ GRYGIEL
Vis mere

Deceuninck-Quickstep-lægen bekræfter til gengæld, at de voldsomste skader kom i ansigtet. I dagene efter styrtet måtte cykelrytteren eksempelvis igennem en fem timer lang operation for at restaurere i ansigtet på grund af adskillige brud.

»Den største skade er sket på hans tænder, som han har mistet. Men plastikkirurgi har udviklet sig meget i de seneste år, så jeg regner med, at følgerne af styrtet knap vil være synlige i fremtiden,« siger Yvan Vanmol.

Mentalt har Fabio Jakobsen det ifølge lægen også o.k., og han er bevidst om, at han er sluppet billigt fra episoden, selv om han ikke kan huske de sidste 100 meter af spurten den dramatisk eftermiddag i sidste uge.

Og Deceuninck-Quickstep-lægen regner med, at den hollandske mester igen kommer til at køre ræs.

»Jeg vil ikke komme med nogen form for deadline. Men hvis du spørger mig, om Jakobsen vil køre cykelløb igen, har jeg mere håb, end jeg har tvivl,« siger Deceuninck-Quickstep-lægen.