Den belgiske cykelboss Patrick Lefevere har en enestående evne til at gøre opmærksom på sig selv.

I disse dage har han været i vælten igen, efter han gæstede det populære tv-program 'Vive le Velo' på den belgiske kanal VRT.

Efter at have set programmet undrer stribevis af seerne sig nemlig over, hvorvidt Deceuninck-Quick-Step-bossen var fuld på direkte tv.

Du kan se klip fra programmet her, hvor Lefevere ifølge seerne fremstår beruset.

I løbet af 'Vive le Velo', som også havde besøg af den hollandske tempospecialist Tom Dumoulin, virker den mangeårige boss vittig og i festligt humør.

Desuden sidder programmets fire deltagere og drikker vin, og det har langtfra været med til at stoppe spekulationerne.

Indslaget har skabt så meget opmærksomhed omkring cykelbossen, at det har fået Twitter til at koge over.

Du kan læse et udpluk af reaktionerne her:

  • 'Næsten hele Belgien og Holland ser med, mens Lefevere er fuld. Men folkene i '#ViveleVelo' beslutter bare at fylde hans glas op igen.'
  • 'En kort opsummering af Patrick Lefeveres klare analyser i #ViveleVelo. Skål.'

Ifølge Deceuninck-Quick-Step-chefen selv er der dog en ganske god grund til hans optræden.

»Jeg har diabetes, og i løbet af programmet fik jeg et hypoglikæmisk anfald. Når det sker, kan det være svært at formulere sig. Jeg havde ikke mulighed for at måle det under programmet,« siger Patrick Lefevere ifølge Het Laatste Nieuws' podcast, skriver mediet 7sur7.

Samtidig fortæller han, at han er ærgerlig over, at det skal blive så stort et samtaleemne på sociale medier.

Deceuninck-Quick-Step-holdet har også den franske superstjerne Julian Alaphilippe på lønningslisten.
Deceuninck-Quick-Step-holdet har også den franske superstjerne Julian Alaphilippe på lønningslisten. Foto: GERARD JULIEN
Vis mere

»Ja, jeg havde drukket nogle glas vin, men ikke nok til at være fuld i studiet.«

Stationen selv forklarer, at man først sent lagde mærke til, at han ikke helt var sig selv.

»Patrick ankom lige inden, vi gik på. Det er først, da vi var i gang, at det gik op for os, at han ikke opførte sig, som han plejer,« forklarer folk fra tv-stationen VRT ifølge Het Nieuwsblad.

På det seneste er Patrick Lefevere igen blevet et stort samtaleemne, da han blev spurgt om, hvorvidt han overvejede at oprette et kvindehold hos Deceuninck-Quick-Step.

Til det svarede Lefevere til Het Laatste Nieuws: »Med al respekt, så er jeg ikke en velgørenhedsorganisation.«

Han forklarer beslutningen med, at han mener, at niveauet hos de belgiske kvinder ikke er højt nok, og at han ikke har de fornødne ressourcer til at oprette et hold.