»Jeg tager et sug i maven,« siger Rolf Sørensen, da B.T. ringer ham op.

»Vi må holde os indenfor ud over det allermest nødvendige. Det handler om ikke at sprede det her. Fuck nu cykelturen i 14 dage, det er ikke dér, vi dør. Så må man rette op bagefter, hvis det er.«

Cykellegenden er klar i spyttet, når samtaleemnet er coronavirus. Indtil videre har pandemien kostet tusindvis af mennesker livet verden over, ligesom den har parkeret en stor del af sportsbegivenhederne på globalt plan.

»Det er et eller andet sted så vildt chokerende. Man er jo hele tiden standby til pressemøder, hvad der kommer af nye tiltag osv. Man føler en enorm samhørighed. Herhjemme i Danmark er man sgu klar til at kæmpe kampen,« siger Rolf Sørensen.

Som så mange andre er TV 2-kommentatoren en af de mange, hvis privatliv er blevet påvirket af den igangværende sundhedskrise. Og den tidligere cykelrytter tager langtfra let på det.

»Jeg har ikke set min mor og far de sidste to-tre uger. Susannes (Rolfs Sørensens hustru, red.) mor og far det samme. Vi kører forbi med kage og mad, stiller det foran døren, ringer på og går væk. Der er vi lige nu.«

Den 54-årige mand har boet en lang årrække i Italien, og derfor berører det ham ekstra hårdt at se sit andet land i krisetilstand. I Bergamo har der været så mange døde på så kort tid, at der har floreret videoer med militærvogne, som må køre ligene ud af byen, da der ikke er plads til dem.

»Vi tager det mega seriøst, og jeg har mange venner og bekendte, også i Bergamo hvor det er allerslemmest. Det er not for fun,« siger Rolf Sørensen om tilstandene i den italienske by.

Rolf Sørensen er cykelkommentator og tidligere professionel cykelrytter. Han er Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde med 53 sejre i sine i alt 17 sæsoner som cykelrytter.
Rolf Sørensen er cykelkommentator og tidligere professionel cykelrytter. Han er Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde med 53 sejre i sine i alt 17 sæsoner som cykelrytter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Indtil det bliver bedre, fortsætter Rolf Sørensen med at holde sig så meget hjemme som muligt – og går på kompromis med at se store dele af sin familie.

»Vi er mere eller mindre isoleret. Vi har to store drenge, som vi heller ikke har set. Vores ene dreng er ikke syg eller noget, der har vi også været forbi, men man ved aldrig. Man kan være rask bærer. Der har vi også været inde at stille noget mad. Ellers er vi hjemme, fuldstændig hjemme,« fortæller Rolf Sørensen.

Samtidig har han et opråb. Et opråb, hvor han opfordrer til, at man trods alt husker at sætte den nuværende krise i perspektiv, selvom han synes, at »det er skræmmende«.

»Det er ikke hårdere end det, vi gør det til. Selvom det får konsekvenser uanset hvad, for eksempel økonomisk. Men når man tænker på vores bedsteforældre, der døde, fordi de blev skudt i krig, og vi til sammenligning bare skal holde os inden døre, så er alt relativt. Det handler om at sætte det i perspektiv.«

Det handler også om perspektiv, når Rolf Sørensen taler om cykelsæsonen, der lige nu er suspenderet. En masse af de store klassikerløb er indtil videre udskudt på ubestemt tid ligesom årets førte grand tour, Giro d'Italia.

Og Rolf Sørensen kan ikke lade være med at sende en tanke til de professionelle ryttere.

»Jeg er mega ærgerlig over alle de cykelløb, der skulle køres nu, fordi danskerne simpelthen er så gode lige nu på en bred front. Det er ikke kun en eller to, der popper op. I Flandern Rundt (skulle oprindeligt køres 5. april, red.) tror jeg på, at vi kun have haft fire mand blandt de 20 sidste. Det vil sige en reel chance for at vinde løbet,« siger Rolf Sørensen.

»De kan jo ikke bruge det her til en skid. Misforstå mig ikke, for i det store billede betyder det måske ikke så meget. Men når man er sportsmand, det er ens liv, ens karriere, ens passion og ens levevej, og man har set frem til OL (som nu er udskudt, red.), må man tænke: 'Hvad fanden sker der?' Det er fuldstændig vanvittigt, det her. Det er sindssygt. Det er slet ikke til at beskrive, synes jeg.«