»Før var vi konkurrenter. Kunne man slå den anden, gjaldt det om at bruge alle kneb. Man var ikke for fin til at bruge en albue, eller hvad der skulle til.«

Når man sidder over for Rolf Sørensen, der er iført en velstrøget skjorte og dertilhørende vest, velfriseret hår og et stort ur om håndleddet, kan det være svært at forestille sig, at han brugte alle de beskidte tricks ude på landevejen mod Bjarne Riis og Brian Holm.

Men Danmarks mest vindende cykelrytter er gået fra at indrømme brugen af doping til at være en af landets mest folkekære stemmer som cykelkommentator på TV 2. Han tilhører en generation, hvor det ikke var ualmindeligt at ty til ulovlige midler, men hvor tilgivelsesgraden er vidt forskellig fra person til person.

»Han er gået meget igennem, Bjarne, måske mest af os allesammen. Han har været igennem mange svære perioder.«

Rolf Sørensen og Brian Holm er eksempler på to tidligere ryttere, der gik til bekendelse, men i dag kan der ikke sås tvivl om deres popularitet.

Bjarne Riis gjorde det samme, men det er, som om den tidligere Tour de France-vinder aldrig opnår samme folkestatus som sine to tidligere kollegaer.

»Det har noget at gøre med, at han stadig er i cykelsporten. Det er 100 procent sikkert. Så må du ikke lave fejltagelser. Du står tættere på ilden, og der vil altid være nogen, der synes, du ikke må være indblandet,« siger Rolf Sørensen om Riis, der sammen med Team Virtu købte sig ind på NTT Pro Cycling i januar, hvor han i dag er sportslig leder.

Omvendt bliver Rolf Sørensen mest bemærket for hændelser som den ved VM i 2019, hvor danske Mads Pedersen sensationelt triumferede. Selvom Rolf Sørensen sad på foran kameraet på direkte tv, kunne han ikke holde tårerne tilbage.

Rolf Sørensen, cykelkommentator og tidligere professionel cykelrytter. Han er Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde med 53 sejre i sine i alt 17 sæsoner som cykelrytter.
Rolf Sørensen, cykelkommentator og tidligere professionel cykelrytter. Han er Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde med 53 sejre i sine i alt 17 sæsoner som cykelrytter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Man bliver jo lidt blødere med alderen,« forklarer Rolf Sørensen og fortsætter:

»Jeg bliver 55. Så er man mere diplomatisk og mindre radikal. I hvert fald i forhold til visse aspekter i livet.«

Ifølge Rolf Sørensen handler det også om, at han ikke har »hånden på kogepladen«. Han er ikke direkte en del af cykelverdenen, og derfor står han mindre for skud.

Men der er ingen tvivl om, at Bjarne Riis af natur er mere mystisk og indelukket end eksempelvis Rolf Sørensen og Brian Holm.

»Det kan være sværere at få ham til at plapre løs. Det har han måske lidt imod sig i sit væsen. Men os, der kender ham, ved jo, at han er pissedygtig,« siger Rolf Sørensen om Bjarne Riis.

Forskellen træder tydeligt frem, hvis man følger mediedækningen af de tre herrer. I Riis' tilfælde er dopingfortiden langt oftere beskrevet end i artikler med Holm eller Sørensen.

Kan det også have noget at gøre med, at han var en slags flagskib for jeres generation og har vundet Tour de France?

»Det er muligt. Men jeg synes, at han har angret på sin måde. I forhold til det dér med at være folkelig, ved jeg sgu ikke. Det bliver Bjarne måske aldrig på samme måde. Han er måske mere reserveret, mere sig selv og passer sine ting. For mig er det også blevet en levevej, kan man sige. Så kan det være svært at være lukket inde i en boks, hver gang nogen spørger en om noget.«

Brian Holm (tv.) og Bjarne Riis (med kasket) under deres aktive cykelkarriere.
Brian Holm (tv.) og Bjarne Riis (med kasket) under deres aktive cykelkarriere. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

På trods af en fortid med fart over feltet, spidse albuer og præstationsfremmende midler i forsøget på at slå hinanden er respekten mellem de tre herrer stor.

De holder sammen, selvom man heller ikke kan kalde dem for bedste venner, forklarer Rolf Sørensen.

»Jeg cykler en gang eller to om ugen med Brian. Er der et eller andet, hvor lokummet brænder, så er vi der for hinanden,« siger han og afslører, hvem der først rakte en hånd ud til ham, da han i marts 2013 indrømmede at have haft dopet sig.

»Det var Bjarne Riis. Han sagde: 'Er der problemer?' Jeg anede jo ikke, hvad det ville ende med, og om jeg ville miste mit job på TV 2. Det var uoverskueligt at gennemskue. Han skrev, at jeg bare kunne komme på hans hold, hvis der var problemer. Han havde et job til mig. På den måde har vi stadig en stor respekt for hinanden. Den er faktisk først kommet rigtigt efter, at vi er stoppet.«