»Jeg havde brugt 14 dage på at tænke samtalen med lægen igennem. Jeg forberedte mig på ikke at fortrække en mine, når han fortalte mig, at jeg skulle dø. Han skulle sateme ikke mærke, at kræften havde sejret, og se mig knække sammen.«
Brian Holm husker tilbage til 2004. Året, hvor han fik konstateret tarmkræft. Det er næsten ubegribeligt, hvor vigtigt det var for hans personlige stolthed at holde facaden.
»Det eneste, som jeg ikke havde brugt energi på, var at høre, at jeg ikke skulle dø. Jeg havde slet ikke tænkt på det.«
Knap 16 år senere er den nu 57-årige Brian Holm stadig i live. Dengang følte han sig skyldig.
Men sygdommen har gjort ham bevidst om én ting: Livet er ikke for evigt.
Er du bange for at dø?
»Jeg tror ikke, at jeg tænker mere over det end mange andre. Men nu ved jeg, at jeg kommer til at dø,« svarer Brian Holm.
Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt han bevidst forsøger at tale udenom, eller om det blot er den vigtigste lektie, han har lært af sin kræftsygdom.
Livet bliver også sat i perspektiv. For livets dans kræver en meget fin balancegang, som – på måneder, dage, timer, minutter – kan ændre sig fra at virke perfekt til at være blæst omkuld. Den følelse mærkede Brian Holm for alvor, da han blev konfronteret med sin sygdom.
»Jeg blev helt svimmel i starten, da lægen begyndte at fortælle. Jeg kiggede på ham og ville sige noget, men jeg kunne ikke, for min mund var helt udtørret,« husker han om chokket, da han fik at vide, at han var dødeligt syg.
I stedet for at tage elevatoren en etage op og blive indlagt forlod Holm hospitalet i bare raseri. Han var sur på lægen.
»Jeg kunne da ikke have tarmkræft. Det kunne jeg jo ikke få, jeg havde lige vundet et mountainbikeløb med eliten. Jeg kunne ikke køre så stærkt på en cykel og have kræft. Jeg var kørt fra de bedste cykelryttere i Danmark, og jeg var bare motionist,« tænkte han.
Dagen efter vendte Brian Holm tilbage til hospitalet, da fornuften tog over. Men det gjorde skylden også, selvom Holm var fanget i magtesløshedens bur.
»Jeg havde svigtet, og jeg følte mig skyldig. Skyldig i at forårsage al den sorg. Det er ikke sjovt at skulle dø, men skylden over for min familie var værre,« siger Brian Holm.
»Jeg følte hurtigt, at jeg var den første og eneste i verden, som var ramt af sygdommen. Utrolig ensom, ydmyget og skyldig som få.«
Netop familien og pårørende var Holm meget bevidst om at beskytte under forløbet. Han forsøgte at udstråle selvsikkerhed, styrke og robusthed. Virkeligheden var dog en helt anden.
»Jeg var bange - som i rigtig bange - selv om folk ikke kunne mærke det på mig. Havde jeg været død, havde folk aldrig fundet ud af det. Men jeg var bange,« siger Holm og bringer en parallel med passionen, cykelsporten, frem.
»Det er ligesom at køre en massespurt. Når man sidder dér, kan man ikke indrømme over for sig selv, at man er bange. Det må man aldrig gøre.«
Tiden efter 11. februar 2004 var mørk for Brian Holm. Tankerne var dystre, og de pårørende var altafgørende for, at han overlevede, fortæller han.
Men det var ikke nødvendigvis sygdommen, der havde taget hans liv, hvis han ingen pårørende havde. Det var ham selv.
»Mine pårørende var de eneste, der fyldte. Jeg havde gladeligt skudt mig selv en kugle for panden uden at fortrække en mine for at få fred. Albert var kun otte måneder gammel. Tanken om ikke at se ham vokse op og spille fodbold, når man endelig havde fået en søn som 41-årig...« siger Brian Holm uden at afslutte sin sætning.
Men Brian Holm klarede den, og det stillede ham i et dilemma. Skulle han åbne op omkring sygdommen eller lade være?
Under sygdomsperioden var Holm jævnligt i kontakt med cykelsportens superstjerne Lance Armstrong, som selv havde været igennem testikelkræft.
Enten skulle danskeren klappe i som en østers og 'trykke på delete-knappen' eller 'begynde at åbne op', fordi sygdommen berører mange mennesker verden over.
Det sidste var Armstrongs råd. En ting, som Brian Holm har gjort mange gange før og igen gør nu.
Faktisk blev hans arbejde mod kræft hædret, da han vandt 'Tryg Forsikring Årets Forbillede' ved Sport 2019 i januar.
»Jeg gider ikke stille mig op og prædike et eller andet bare for at gøre det. Men hvis jeg føler, at jeg kan hjælpe nogle mennesker, der er berørt af det samme, gør jeg det,« siger Brian Holm, der også nævner danske Lars Michaelsen og Michael Rasmussen som nogle af dem, der hjalp, da hans liv hang i en tynd tråd.
I en verden fyldt med filantroper og engagerede sjæle er det gået op for den danske sportsdirektør, at kloden også huser sympatiske folk efter et liv i cykelsporten, hvor egoismen og de beskidte tricks ellers normalt hersker.
»Det er sindssygt, så mange gode mennesker der er derude. Det kommer helt bag på en. Når man har været i cykelsporten, har det handlet om en selv hele ens liv. Jeg var glad, hvis der lød et brag nede bagi, for det betød, at de andre styrtede eller ramte en bil. Den indstilling har jeg haft, fordi jeg følte, at jeg aldrig har fået hjælp til noget. Jeg skulle klare sig selv,« fortæller han.
»Men her finder man ud af, at selv de dummeste svin kan have en menneskelig side.«
Måske er han selv et af dem.
»Det er gået op for mig, at jeg er her på lånt tid. Det kan være forbi i morgen, og før sygdommen regnede jeg med, at jeg ville leve 100 år endnu, men nu gider jeg ikke spilde tid. Hvis jeg ikke kan lide nogen, så siger jeg det til dem. På den måde kan jeg godt forstå, hvis folk ikke kan lide mig.«
