»Man har set den anden side af Rolf Sørensen, som var cykelrytteren. Dengang gemte jeg mig væk - til dels bag en facade og et skjold.«

I dag forholder det sig dog ganske anderledes for Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiden. Nu kendes han af mange som lyden af sommer eller for tårer på live-tv, da danske Mads Pedersen skabte sensationen og blev verdensmester i september 2019.

Rolf Sørensen er blevet en slags folkeeje. Især igennem Tour de France-dækningen, hvor han har kommenteret med blandt andre Jørgen Leth, Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen.

Men det har krævet en ganske særlig forvandling hos den 54-årige TV 2-kommentator, forklarer han, da B.T. møder cykellegenden i det indre København.

»Den side, offentligheden kender i dag, er nok mere den 'rigtige' Rolf Sørensen. Egentlig er jeg, som jeg altid har været, men mange vidste ikke, hvem jeg var. Nogle kaldte mig arrogant og afstandtagende fra folk som cykelrytter, men jeg var bare vildt koncentreret,« forklarer Rolf Sørensen og fremstiller næsten sig selv som en smule skizofren.

»Det er to forskellige personer. Man går fra at være topatlet til at være et almindeligt menneske.«

Transformationen fra fokuseret rytter til veltalende formidler har været en succes for Rolf Sørensen, der bruger fortidens dyder i forsøget på at gøre danskerne klogere på cykelsporten på det sportslige, fysiske, tekniske og taktiske plan.

»Min sport har lært mig at være professionel, konstant og arbejdsom. Man kommer ikke sovende til noget som helst. Der kommer hele tiden udfordringer, og de skal tages op.«

Rolf Sørensen og Dennis Ritter sidder i kommentatorboksen under 9. etape ved Tour de France i 2012.
Rolf Sørensen og Dennis Ritter sidder i kommentatorboksen under 9. etape ved Tour de France i 2012. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Mere end 15 års erfaring bliver strøet ud til seerne, når Rolf Sørensen kommenterer, og det har han gjort så godt, at han i december vandt Rosenkjærprisen, der gives til en person, som formidler et svært videnskabeligt emne til offentligheden.

Tidligere har store personligheder som Johannes Møllehave, Per Stig Møller og Svend Brinkmann vundet prisen.

»Det kom som et chok for mig. Jeg havde ikke set, at jeg er med i den genre af folk. For det første er de, der har fået de priser, helt fænomenale mennesker, som har gjort nogle vilde ting på deres områder. Men jeg kan kun sige, at jeg er stolt og beæret over det. Det har været mange års formidling af min egen sport,« forklarer Rolf Sørensen, der tænker meget over, hvordan publikum skal holdes i hånden, når han kommenterer.

At han skulle blive kommentator, var ikke givet. Faktisk havde cykelrytteren Rolf Sørensen aldrig forestillet sig, at sproget skulle blive hans levevej senere i livet.

»Jeg havde aldrig tænkt over, at jeg skulle formidle. Det tog bare et par år eller tre at finde ud af, at det kunne være en ny vej. Der skulle en ny vej til,« siger han.

I 2002 stoppede Rolf Sørensen som aktiv cykelrytter, og få år efter begyndte han som kommentator på TV 2. Til at starte med var det dog langtfra nok til, at han kunne leve af det.

Men i dag arbejder han 80-100 dage om året på kanalen, og det er dér, det meste af hans arbejde udspringer. Og jo mere arbejde hos TV 2, jo gladere bliver han.

»Som cykelrytter tænkte jeg aldrig over at være folkelig, men i dag gør jeg. For det første er det vigtigt for TV 2, for det andet er det vigtigt for mig selv. Jeg er en cirkushest, som er i manegen og skal være meget til stede på alle medier,« siger Rolf Sørensen.

For tiden er cirkushesten dog sat på pause. En usynlig fjende ved navn covid-19 skaber kaos og ravage verden over, og det betyder, at man ikke ved, hvornår der bliver kørt professionelle cykelløb igen.

»Det er fuldstændig vanvittigt, det her. Sindssygt. Vildt chokerende. Og slet ikke til at beskrive, synes jeg. Man er jo hele tiden standby til pressemøder, hvad der kommer af nye tiltag,« siger Rolf Sørensen om pandemien, der har sat verden på pause.

»Men man skal huske, at det ikke er hårdere end det, vi gør det til. Det får konsekvenser uanset hvad. Men når man tænker på vores bedsteforældre, der døde, fordi de blev skudt i krig, bliver det her sat i pespektiv. Her skal vi bare holde os indendøre, det er relativt. Men jeg synes, at det er skræmmende.«

Tvivlen om alting er en af de ting, der fylder Rolf Sørensen. Man ved ikke, hvad morgendagen byder på, og hvordan verden ser ud. Indtil videre er det også uvidst om verdens største cykelløb, Tour de France, vil foregå som planlagt til sommer. Et løb, som Rolf Sørensen har et ganske specielt forhold til.

I 2019 havde Tour de France-etaperne i gennemsnit 263.000 seere, da løbet blev afviklet over 21 køredage fra 6. til 28. juli. Relativt set er Danmark det land, hvor flest ser Tour de France om sommeren.

»Det er mere end bare et cykelløb. Det er en stemning, uanset om folk ser det hele, eller det bare kører i fjernsynet i baggrunden i sommerhuset. For mig er det et arbejde, men også en passion,« siger Rolf Sørensen.

Han må dog også gå på kompromis for at kunne leve af den sport, han følger allermest. Det kompromis går ud over familielivet.

»Det er ambivalent. Jeg glæder mig helt vildt, til det starter, men jeg skal rejse væk fra min familie i 23-24 dage. Vi har aldrig holdt ferie sammen i juli. Nogensinde.«

Rolf Sørensen, cykelkommentator og tidligere professionel cykelrytter. Han er Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde med 53 sejre i sine i alt 17 sæsoner som cykelrytter
Rolf Sørensen, cykelkommentator og tidligere professionel cykelrytter. Han er Danmarks mest vindende cykelrytter nogensinde med 53 sejre i sine i alt 17 sæsoner som cykelrytter Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Når han er af sted på de franske landeveje, er familien efterladt derhjemme. Alligevel har han indgået et andet forhold, når Tour de France er i gang.

Dennis Ritter er den makker, som Rolf Sørensen kommenterer allermest med, og det skaber et helt specielt bånd.

»Det er næsten ægteskabeligt, man passer på hinanden og giver lidt rum,« siger han og fortsætter:

»Vi kender hinanden virkelig godt. Hvis han ikke er nået ind på restauranten, kan jeg bestille til ham, for jeg ved, hvad han skal have. Vi kender hinandens finurligheder. Har man en offday, tager den anden lidt over. Men hvis Ritter piber for meget, fortæller jeg ham, at det er meget nemmere at følge løbet end at køre det selv,« siger Sørensen med et smil på læben.

Samtidig sender han store roser i retning af Ritter, men også til den tidligere medkommentator Jørgen Leth: »To af de dygtigste mennesker, jeg kender,« lyder beskrivelsen

»Man gør sig fandeme umage, når med sidder med sådanne to. Og så er det sindssygt vigtigt at finde den dér kemi sammen. Respektere hinandens roller, give taletid til hinanden,« fortæller Rolf Sørensen og understreger, at konstellationerne kan være svære at skabe, da seerne bliver meget traditionsbundne.

Men dækningen af Tour de France som kommentator har også givet den tidligere vinder af Liège-Bastogne-Liège et andet indtryk af løbet. Specielt når han følger etaperne fra tv-motorcykler, hvor han i særdeleshed lægger mærke til dem, ingen andre ser.

»Jeg ser dem, der har det hårdt. Hjælperytterne, der vejer 80 kg og knokler i vinden og på det flade. De skal over bjergene, og i virkeligheden er det dem, der er de store helte. De skal bare kæmpe sig igennem hver dag. De har ingen ambitioner om at vinde en etape eller noget som helst. Det kræver altså nosser,« siger han.

Rolf Sørensen i Paris-Rubaix 2001.
Rolf Sørensen i Paris-Rubaix 2001. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Da jeg kørte, så jeg det ikke på den måde. Da tænker man kun på sig selv. Man skal selv træde hen over de skide bjerge, og man er så tæt, så tæt, så tæt på sig selv. Det er egoistisk, men det er jo lige før, at man er klar til at slå ihjel for en flaske vand.«

Mens han ikke savner at rejse mere end 200 dage om året, vil Rolf Sørensen aldrig helt udelukke et comeback til cykelsporten. Det kræver dog det helt rigtige bud, hvor han kunne hjælpe unge ryttere på vej.

Indtil da nøjes han med selv at køre ved siden af kommentatorgerningen. Fordi han ikke kan give slip på sin passion.

»I cykeltøj er du klædt af til at være et almindeligt menneske. Det er ligemeget, om det er Kronprinsen, du cykler med, topdirektører eller pølsemanden fra Rungsted.«