Hollandske Mathieu van der Poel kommer ikke til at forsvare sit verdensmesterskab i cykelcross.

Der skal findes en ny verdensmester i cykelcross.

Det står klart, efter at de seneste tre års vinder af VM i disciplinen, Mathieu van der Poel, har meldt afbud.

Smerter i ryggen forhindrer hollænderen i at deltage, skriver cykelholdet Alpecin-Fenix på sin hjemmeside.

- På grund af rygsmerter har jeg ikke nået det niveau, jeg havde håbet på efter Tour de France, siger han.

Mathieu van der Poel styrtede ved OL i Tokyo i sommer, hvilket forværrede rygsmerterne.
Mathieu van der Poel styrtede ved OL i Tokyo i sommer, hvilket forværrede rygsmerterne. Foto: STRINGER
Vis mere

- Jeg vil bare gerne af med smerterne. Det kan kun lade sig gøre ved, at jeg hviler mig over en længere periode, og det ville være dumt at afbryde den pause for at prøve at komme til VM, forklarer den skuffede cykelstjerne.

Han er ikke bekymret for karrieren, lyder det. Men frustrationen over, at han ikke ved, hvor længe han skal sidde ude, fylder meget for ham.

Det vides endnu ikke, hvornår van der Poel har i sinde at indlede sæsonen på landevejen, hvor han har haft stor succes de seneste år.

- Vi vil optimere helingsprocessen, og det kan ikke lade sig gøre med de tidsmæssige begrænsninger frem mod VM i Fayetteville, siger Alpecin-Fenixs holdledere Christoph og Philip Roodhooft ifølge AFP.

Van der Poel må holde en pause grundet rygproblemer.
Van der Poel må holde en pause grundet rygproblemer. Foto: STRINGER
Vis mere

VM afvikles 30. januar.

Van der Poel var første gang generet af rygproblemerne ved et mountainbike-stævne i maj sidste år. Problemerne skyldes længere tids slitage, forklarede fysioterapeut David Bombeke i sidste uge.

- Det er et resultat af de mange angreb, han har tilladt mod sin krop i mountainbike, på landevejen, i cross og tidligere BMX, sagde han ifølge cyclingnews.com til avisen Het Nieuwsblad.

Sideløbende med landevejskarrieren, der blandt andet har budt på sejre i Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Tour de France, har han forsøgt at holde sig fremme i eliten i andre discipliner.

26. december sæsondebuterede van der Poel i cykelcross i et World Cup-stævne i belgiske Dendermonde og blev toer, men to dage senere udgik han af løbet i Heusden-Zolder.

Efterfølgende blev der konstateret hævelse i en båndskive i hollænderens rygsøjle, hvilket giver ham smerter og gør det svært for ham at træne.

/ritzau/