Mads Pedersen var klar i mælet, da han forklarede, hvad han vil huske anden halvdel af 2021 for.
Det korte og kontante svar lød sådan her: »Styrt.«
Den tidligere danske verdensmester blev sendt på tidlig ferie, da et styrt i Paris-Roubaix tvang ham til at tage på offseason efter et løb, hvor han ellers havde kørt stort set fejlfrit.
Det uheldige styrt, hvor Ineos-rytteren Luke Rowe kom i vejen for ham, skete kun ti dage efter, at han styrtede ved VM, da en italiener væltede i asfalten lige foran ham. Ikke ligefrem heldigt.

»Jeg er selv overbevist om, at det er sort uheld, og så er jeg sådan set ligeglad med, hvad andre folk tænker om det. Jeg mener ikke, at jeg kunne have gjort så meget anderledes. Måske bortset fra mit styrt i Dauphiné.« siger Pedersen med med henvisning til endnu et styrt i opvarmningsløbet til Tour de France først i juni, Critérium du Dauphiné.
Allerede på første etape af Tour de France styrtede den nu 26-årige dansker også, og det sad i kroppen på ham i de efterfølgende løbsdage.
Trods de utallige styrt viste Mads Pedersen gode takter i årets sidste måneder. Men det blev ikke vekslet til de helt store sejre, han drømmer om.
»Der er noget mentalt i, at det var godt at være med oppe forrest, men jeg nåede heller ikke at køre så mange finaler på grund af sådan nogle latterlige ting som styrt. Der er ikke så meget at tage med,« siger han om 2021-sæsonen.
»Jeg synes selv, at det har været en sløj sæson. Det var slet ikke det, jeg kom efter.«
På papiret har Mads Pedersen ligeså mange sejre som i 2020: Tre styks.
Men i fjor blev der kørt væsentlig færre cykelløb på grund af coronakrisen, og derfor kan han slet ikke være ligeså tilfreds med sine præstationer i år, forklarer Mads Pedersen, der vandt semiklassikeren Kuurne-Bruxelles-Kuurne i marts og snuppede en etapesejr i PostNord Danmark Rundt og en anden i Tour of Norway.
»Procentdelen af sejre i antal løb var højere sidste år. Jeg kom efter mere i 2021, men jeg synes, det er godkendt at have tre sejre i en sæson, jeg synes er halvsløj,« siger han.
Han erkender dog, at sæsonafslutningen var hård.
Verdensmesteren fra 2019 havde sat næsen op efter VM i Belgien i slutningen af september og dernæst klassikerløbet Paris-Roubaix, der helt exceptionelt blev kørt i oktober i år på grund af covid-19.
Sidstnævnte er det ypperste for Mads Pedersen. Paris-Roubaix er det løb, han drømmer allermest om at kunne føje til sit cykel-cv.
Desværre for danskeren udgik han af begge løb på grund af styrt.
»Nogle gange får man bare et spark i løgene, det må man sige, at jeg gjorde lige den uge omkring VM og Roubaix. Men formen var der jo.«
Indimellem er det slående, hvor meget selvtillid der kan være i kroppen på Mads Pedersen.
Den ukuelige tro på sig selv forsvinder aldrig. Nærmest uanset hvor meget modgang han møder. Sådan virker det i hvert fald udefra.

»Bundærligt tror jeg, at meget kommer fra, hvordan man har lært det hjemmefra. Fra man var lille. Mine forældre eller brødre har aldrig nogensinde pacet mig, men vi har fået at vide, at det er okay at tro på sig selv. Det er okay at sætte overliggeren højt. Nogle gange vil der være modstand, men modstand gør dig bare stærkere,« siger Mads Pedersen.
Han er overbevist om, at han kan vinde nogle af verdens største løb i 2022.
Selvom 2021 ikke var, som han håbede.
»Hvis du bliver ved med at tro på egne evner, selvom det ikke går din vej, så skal du nok nå langt i livet. Indtil videre er det gået meget godt, så der er ingen grund til at ændre på den filosofi og tilgang for mit liv. Det vil jeg blive ved med, lige meget hvor mange gange det går galt, og hvor mange gange jeg får tæv.«
Men er det ikke nemmere sagt end gjort?
»Det er det jo nok. Men du kan ikke lave noget om, der er gået galt. Du kan kun arbejde på at ændre det til næste gang. Der er ingen grund til at sætte dig ned og være bitter over, at det er gået galt. Men du kan tænke over, hvorfor det er gået galt, og hvad du skal ændre, så det ikke går galt næste gang.«
Én ting er i hvert fald sikkert. Det er ikke et par styrt, der lægger Mads Pedersen ned.

