Der var lidt over 90 kilometer til mål, da Mads Pedersens drøm blev slukket.
I hvert fald for en stund.
Danskeren havde overlevet et vanvittigt udskillelsesløb i Paris-Roubaix og sad med en lille favoritgruppe, da uheldet ramte.
Pludselig trillede den store brite Luke Rowe (Ineos-Grenadiers) ind foran Mads Pedersen, der smadrede ned i brostenene. Og måtte udgå.
»Jeg vil sige, at jeg er uden skyld ved det styrt. Jeg synes, at jeg gjorde alt rigtigt den dag. Men så stod Luke Rowe pludselig på tværs. Det nåede jeg ikke at se, og så er der selvfølgelig alle mulige tastaturkrigere, der synes, at jeg skulle have kigget længere frem,« siger Mads Pedersen og tænker tilbage på dagen, 3. oktober.
Trek-Segafredo-rytteren så vanvittig godt kørende ud, da han blev slået ud af det løb, han drømmer allermest om at vinde.
Styrtet sendte ham direkte på tidlig ferie med en følelse af, at det hele var uforløst.
»Jeg er bare brandærgerlig over, at det er endnu en mistet chance. Især når det var sådan noget vejr, jeg havde håbet på i lang tid.«
Og det var netop ret specielt vejr den dag. Faktisk var det det rene vanvid.
Regnen skyllede ned under løbet og i dagene optil, hvilket skabte et fuldstændig episk cykelløb. Rytterne måtte kæmpe sig gennem uanede mængder mudder, og selv biler og motorcykler skøjtede rundt og væltede på de kaosprægede veje.
Med andre ord: Forholdene var helt ekstreme, hvilket plejer at passe Mads Pedersen fint.
»Løbet lå så sent på sæsonen, at der var mange, der havde det lidt øv med cyklingen. Så nogle af rytterne var allerede mentalt slukket, inden vi skulle starte,« forklarer Mads Pedersen om løbet, der exceptionelt var rykket fra april til oktober grundet coronavirus.
»Når man så på forhånd ved, at det nærmest er et cykelcross-løb med 6,5 timers mudder, vand, og det er koldt, så er der endnu flere, der allerede er slukket. Og så er der så idioter som mig, der bare står med – ja, det kan man nok godt kan sige – stiv pibe og glæder sig til, at det her bare bliver fedt.«
Løbet leverede fantastiske billeder af ryttere, der nærmest lignede riddere i brynjer, da de var fuldstændig tildækket med mudder.
For eksempel var den italienske vinder, Sonny Colbrelli, næsten ikke til at kende, da han tonsede i mål. Og hans første reaktion var at lægge sig og stortude i en sjælden symbiose af smerte, lettelse og ekstase.
Ligesom en del andre ryttere, der drattede om af bare udmattelse, da de kom i mål.
»I så selv, hvor vanvittigt det var, og hvor tidligt det startede,« forklarer Mads Pedersen.
På trods af, at løbet endte med en sportslig nedtur for den danske verdensmester fra 2019, kan han ikke lade være med at smile, når han tænker tilbage på, hvor vildt et cykelløb det egentlig var.
For eksempel var det så ekstremt, at Mads Pedersens bremseklodser allerede var slidt op, da han udgik med 90 kilometer til mål.
»Det var et sindssygt spændende løb. Det er også noget af det, der drager mig ved Paris-Roubaix. Man skal tænke så meget over, hvordan ens udstyr skal fungere og holde. Ikke kun i regnvejr, også i tørvejr.«
Føltes det lige så episk at være en del af, som det så ud for seerne?
»I situationen sidder man bare og tænker: 'Spis, drik, sid de rigtige steder!' Og så på, at man ikke kan se en skid, hvordan man kan komme til at rense sine briller og sådan noget.«
»Efter de første fem stykker med brosten havde jeg tørret mine briller så mange gange, at glassene var så ridsede, at jeg ikke kunne se en skid ud af dem mere. Så drønede jeg dem ad helvede til,« forklarer Mads Pedersen.
»Det var et sindssygt Roubaix. Det må det godt blive igen.«
