Efter en 15.-plads ved VM-løbet i Australien var Mikkel Honoré godt rundtosset.

For i det afgørende moment var han faktisk ikke klar over, at han kæmpede om medaljer, men den 25-årige dansker skal nok ikke regne med, at han bliver mindre rundtosset de kommende uger.

Quick-Step-rytteren skal nemlig først tilbage til Europa og blandt andet storløbet Lombardiet Rundt.

Og så står den på et kæmpe italiensk bryllup.

Danske Mikkel Honoré valgte iført fantomdragt og aerodynamisk hjelm at gå ned på knæ for at fri til sin italienske kæreste under Giroen i 2020. Nu skal de giftes 14. oktober.
Danske Mikkel Honoré valgte iført fantomdragt og aerodynamisk hjelm at gå ned på knæ for at fri til sin italienske kæreste under Giroen i 2020. Nu skal de giftes 14. oktober.
Vis mere

»For os var målet at samle begge vores familier og have en stor fest. De ses ikke så tit, og jeg tror faktisk, at det er første gang, at familierne mødes med fætre, kusiner og det hele,« fortæller Mikkel Honoré om brylluppet, der finder sted 14. oktober.

Han og kæresten, italienske Marilisa Zanini, skal giftes i Susegana-området, og den store fest skal holdes på Castello di San Salvatore-slottet i den nordøstlige del af Italien, hvor hun er fra.

Og der er altså lagt op til et brag.

»Jeg tror, at vi er oppe på 140-150 mennesker. Det bliver kæmpestort,« forklarer Mikkel Honoré.

»Cykling og sport (hun arbejder for et baskethold, red.) fylder meget i vores liv. Men vi har ikke så meget tid til at tage på ferie og være sammen med familien.«

Planen er, at den danske familie har mulighed for at komme ned og holde ferie i Støvlelandet, da brylluppet ligger i ugen op til efterårsferien.

Danske Alexander Kamp, som Mikkel Honoré lige har kørt VM med, er en af de inviterede. Det samme er en stor del af Quick-Step-holdet.

»Der kommer også venner og folk uden for cykelverdenen. Det er super vigtigt for mig at have vennegrupper, som også er uden for cykelsporten,« siger Honoré og indrømmer én ting.

På en måde glæder han sig også, til parret sidder i flyet og er på vej på bryllupsrejse.

»Det bliver en lettelse, når alt det praktiske er overstået, for der er meget,« fortæller danskeren.

»Jeg tror, man sidder med en super fed følelse i kroppen, når man sidder i flyveren to-tre dage efter brylluppet og er på vej på bryllupsrejse.«

Også her er der lagt op til en ordentlig tur, når de to nygifte skal nyde et par uger sammen.

»Først tager vi til Californien en uge, hvor vi skal se San Francisco, Santa Monica, Los Angeles, Las Vegas og Grand Canyon,« forklarer han.

»Så tager vi til Cancun og en ø i Mexico og slapper helt af. Så får vi lidt badeferie og lidt oplevelse.«

Og det bliver en helt særlig tur. For selvom parret har været sammen i syv år, har der sjældent været tid til den slags.

»På trods af de mange år sammen har vi ikke kunnet rejse så meget. Det er svært, fordi hendes sæson starter i september, og min slutter i oktober. Så de overlapper altid hinanden.«

Mikkel Honoré og Marilisa Zanini mødtes i øvrigt på en vanvittig pudsig måde. Det kan du læse om her.