Det moderne menneske finder den store kærlighed på Tinder, under en våd bytur eller måske på arbejdspladsen.

Mikkel Honoré fik godt nok også sin udkårne på krogen, mens han teknisk set var på arbejde, men hans store romance begyndte mere rock'n'roll, end de fleste andres.

Faktisk lyder det som noget, en lidt for opfindsom Hollywood-manuskriptforfatter har fundet på. Men den er god nok – den danske cykelstjerne fra storholdet Quick-Step faldt pladask for sin kommende hustru. Med sår og hudafskrabninger til følge.

Et voldsomt – nærmest bizart – styrt på målstregen af et juniorløb sendte ham i armene på den italienske kvinde, han til næste år skal giftes med.

Marilisa og Mikkel på toppen af det legendariske Stelvio-pas i Norditalien.
Marilisa og Mikkel på toppen af det legendariske Stelvio-pas i Norditalien. Foto: Instagram: Mikkel Honoré
Vis mere

Vi skruer tiden tilbage til 2015. De bedste juniorer i verden er samlet til et UCI-løb i Norditalien. Stortalentet Mikkel Honoré er med i den halsbrækkende afslutning, men til allersidst går det galt.

»Jeg styrter ind i barrieren ved målstregen. Faktisk nærmest over målstregen. Jeg ryger ned og taber mine solbriller.«

Forslået sætter danskeren sig i sin holdbus. Uden solbrillerne. Og det skal vise sig at besegle hans skæbne.

»Hun finder så brillerne. Efter løbet kommer min sportsdirektør hen til mig og siger: ‘Der står en sød, lyshåret pige, der gerne vil give dig dine briller tilbage.’ Det var Marilisa. Det er sgu meget specielt,« siger den 24-årige dansker og fortsætter:

»Hvis jeg ikke var styrtet, var det ikke sket. Det er sjovt, hvordan små ting kan ændre dit liv. Fuldstændig ændre, hvor du ender.«

Seks år senere er bryllupsplanlægningen i fuld gang. Mikkel Honoré skrev endnu et romantisk kapital i parrets forhold, da han under Giro d’Italia gik ned på knæ iført cykelsko.

Danske Mikkel Honoré valgte iført fantomdragt og aerodynamisk hjelm at gå ned på knæ for at fri til sin italienske kæreste under Giroen i 2020. Nu skal de giftes 14. oktober.
Danske Mikkel Honoré valgte iført fantomdragt og aerodynamisk hjelm at gå ned på knæ for at fri til sin italienske kæreste under Giroen i 2020. Nu skal de giftes 14. oktober.
Vis mere

Marilisa Zanini sagde ja, og dermed er den danske komet nu på vej ind i en familie, som både lever af og bogstavelig talt ånder for cykelsport.

Svigerfar laver intern løbsradio til Giro d’Italia, Tirreno-Adriatico, Strade Bianche – alle de italienske storløb. Svigermor dækker sporten som journalist.

»Det er en cykelfamilie, og der en fantastisk støtte fra dem. De forstår cykling. Min kæreste er den, der går mindst op i det – for hun har fået så meget af det. Men hun støtter mig stadig meget.«

Fredericianeren har bosat sig i den italienske del af Schweiz, mens kæresten Marilisa pendler frem og tilbage fra Milano, hvor hun står for driften af den kommercielle afdeling hos et professionelt baskethold.

Fremtiden ligger da også i Støvlelandet, hvor Mikkel Honoré på rekordtid er blevet så integreret, at han medvirker som ekspert på italiensk tv, når han ikke selv er med på landevejen.

»Jeg vil gerne stifte familie her. Men det skal ikke være lige nu. Vi har snakket om det, men vi har også begge en karriere. Jeg støtter hende i alt og synes kun, det er fedt, at hun har travlt og har mange ting at gå op i,« siger Mikkel Honoré.

»Det er en fantastisk tilværelse her. Jeg har en god balance og har fået et kæmpe netværk og en masse venner i Lugano. Jeg føler mig super godt tilpas her. Der er en masse gode træningskammerater og en fed kultur.«

Læs om Mikkel Honorés liv i Lugano, hvor han blandt andet har fået et helt særligt kælenavn af sine italienske cykelkammerater, lige her.