Coronakrisen har sat dystre tanker i gang hos den populære tv-vært Dennis Ritter.
»Vi har aldrig nogensinde - i modsætning til vores bedsteforældre, der har levet i krigstid - haft grund til at være bange, når vi lagde os på puden om aftenen,« siger TV 2-værten og fortsætter:
»Vi har aldrig haft noget alvorligt at bekymre os om på den måde. Det tænker jeg egentlig meget over. Det er en lidt vild oplevelse, synes jeg.«
Egentlig har coronakrisen ikke påvirket Dennis Ritters hverdag voldsomt. Den folkekære cykelkommentator og vært på TV 2 arbejder videre fra redaktionen, som han altid har gjort. Men uvisheden har ramt hårdt.
»Den dér bekymring har selvfølgelig været der. Den, som vi alle deler. Hvordan det her skal gå, hvornår det er overstået og så videre,« siger Dennis Ritter.
»Jeg har også haft den dér frygt-fase, hvor jeg kæmpede med at tænke triste tanker i forhold til helbred og sygdom. Man læser jo også, at unge, raske og forholdsvist trænede mennesker bliver meget alvorligt ramt af det her. Den dér frygt har jeg også haft.«
Den 47-årige journalist har iklædt sig en hudløs ærlighed, da B.T. kontakter ham for at høre nærmere om, hvordan coronakrisen påvirker ham og hans elskede cykelsport.
Faktisk går han tur med hunden og ser Nicki Sørensens Tour de France-etapesejr fra 2009 på mobiltelefonen, da B.T. ringer ham op en onsdag formiddag. Det siger lidt om, hvor meget han savner cykelsportens puls.
Ritter har kommenteret cykelløb i mange år, og selv om han nu har skruet ned for cykelgerningen og primært beskæftiger sig med nyheder, er han stadig en del af det populære hold, der kommenterer Tour de France hver sommer.
»Det er virkelig mærkeligt, og man bliver mindet om, hvordan man bare har taget ting for givet altid. Det er et gabende tomrum, vi står i, og det går op for en, hvor meget det faktisk betyder. Selv jeg, der egentlig er skiftet lidt væk fra det arbejdsmæssigt og har et lidt andet kernestofsområde på nyhederne. Cykling er og bliver en kæmpestor del af mig, min tankevirksomhed og mit sind.«
Hvis der er noget, sport kan, så er det at sætte hele følelsesregisteret på overarbejde.
Dens fravær får virkeligheden til at stå i skarp kontrast for Ritter: Underligt mat, selv om vejret og forårsfarverne har været fantastiske i den forgangne måned.
»Det er et forår i sort/hvid. Det er farveløst, det er trist, det er kedeligt. Alt det, der taler til maven og følelserne, er væk,« siger Dennis Ritter.
»Man får øjnene op for, hvor meget cykelsporten fylder. Der er kun det basale tilbage. Men det gælder sådan set for alle. Ikke kun os, der mangler cykelsporten.«
Det er netop i perioder som denne, at det går op for ham, hvor meget han elsker og savner cykelsporten.
Eksempelvis skulle han have dækket det mytiske løb Paris-Roubaix 12. april med blandt andet sin faste kommentatormakker, den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen.
Men som alle andre løb, er det aflyst. Og cykelkalenderen har været tilintetgjort siden Paris-Nice midt i marts.
»Meget konkret, så savner jeg Rolf. Han og jeg taler jo umådelig meget sammen i de her uger normalt. Og vi taler kun cykling. Jeg synes, at jeg mangler ham, og jeg mangler alt det, vi plejer at tale om,« siger Dennis Ritter om perioden, der normalt er domineret af de store klassikere.
Kommentatoren beskriver nærmest deres forhold som symbiotisk.
»Nu havde Rolf lige fødselsdag den anden dag, og jeg ønskede ham tillykke. Så blev jeg også lige mindet om, ‘hold kæft, jeg savner min ven og min makker’,« fortæller han.
»Vi gør hinandens sætninger færdig. Det er lige før, at vi kender hinanden bedre end vores respektive ægtefæller.«
Cykelløb er der ingen, der ved, hvornår man kan køre igen. Rytterne træner på egen hånd, enten på landevejene eller ligefrem hjemme i stuer og garager i lande, hvor det er forbudt at træne udendørs.
Med andre ord er intet, som det plejer. Og det er heller ikke sikkert, at det bliver det, når hverdagen så småt genfinder sin gang.
»Jeg er oprigtigt bekymret for cykelsporten. Den er meget sårbar, mere end andre sportsgrene i sådan en situation her. Dens forretningsmodel er et stort problem,« siger Dennis Ritter og uddyber:
»Cykelholdene kan ikke rigtig tjene penge på andre måder en ved sponsorater. Og de her sponsorater er i fare i sådan en situation. Hvad fanden skal de gøre?«
Uden cykelløb er der intet incitament for sponsorerne. Deres navn bliver ikke vist nogen steder. Derfor giver det ingen mening at sprøjte penge i cykelsporten, og det kan gå hårdt ud over den.
»Mit liv er relativt normalt, men jeg tænker meget på dem, der arbejder aktivt i cykelsporten, som alt andet lige må være bekymret for deres job og fremtid. Jeg synes, at det er dem, man skal tænke på i denne her sammenhæng.«
Dennis Ritter er også nervøs for, om årets Tour de France overhovedet bliver gennemført. Det kan du læse om i anden del lige her.
