Jørgen Leth og Tour de France er for mange danskere en og samme ting, og selv om han har legendestatus ved løbet, er det ikke ensbetydende med, at han kan tillade sig at gøre, som han har lyst.

Under løbet i 1970 fik cykelentusiasten, der også er filmskaber, en enestående mulighed for at være med ved løbet, og her brød han reglerne.

Det fortæller han i et interview med Jyllands-Posten.

»Vi kunne se ryttere, der nærmest kravlede op ad bjerget. Vi så lidelsen. Jeg lavede faktisk billeder fra den etape, der kom med i en lille film, jeg lavede – 'Eddy Merckx i nærheden af en kop kaffe'. Med et super 8 mm-kamera var jeg ret tæt på ham et par gange,« siger Jørgen Leth til mediet og tilføjer:

Jørgen Leth under et interview i Touren.
Jørgen Leth under et interview i Touren. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg fik lavet billeder af den etape, selv om jeg egentlig ikke måtte. Vi havde fået ordre fra Felix Levitan (tidligere løbsdirektør i Touren, red.) på, at vi fik lov til at være med til løbet, så længe vi kun lavede research. Ikke noget med at optage noget under løbet. Men det forbrød jeg mig faktisk på, kan man sige. Og billederne blev skidegode.«

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Jørgen Leth så fik en påtale eller straf for sin handling. Men mon ikke han er tilgivet.

I de efterfølgende mange år har den 83-årige cykelkommentator som bekendt været velkommen og en fast bestanddel af verdens største løb.

I år bliver løbet dog gennemført uden ham som en af del af showet, da han blot skal være tilskuer.