»Jeg sidder med en stor tallerken tomatsalat. Med løg. Det er meget godt.«

Jørgen Leth er midt i sin frokost, som han indtager på en fortovsrestaurant i byen Palma på Mallorca, da B.T. fanger den danske filmmand.

Han er for nylig rejst til den spanske ferieø for en stund efter et længere ophold i Danmark. Men Jørgen Leth er ikke rejst til Mallorca for at holde ferie, for som han selv siger: »Jeg holder aldrig ferie.«

I begyndelsen af august vender han tilbage til Danmark i forbindelse med sin nye pop-up-filmskole Ecole de Leth, som åbner 17. august og byder på et 12 uger langt forløb, der strækker sig ind i november.

I øjeblikket opholder Jørgen Leth sig på Mallorca, inden han vender retur til Danmark i begyndelsen af august. Men hvornår han kan vende tilbage til Haiti, ved han ikke endnu.
I øjeblikket opholder Jørgen Leth sig på Mallorca, inden han vender retur til Danmark i begyndelsen af august. Men hvornår han kan vende tilbage til Haiti, ved han ikke endnu. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Men hvor længe Jørgen Leth skal være i Danmark derefter, ved den 83-årige filmmand endnu ikke. Dog er tankerne om en mere permanent tilværelse på dansk grund ikke fjerne for ham – tværtimod.

»Jeg kigger da efter en lejlighed i København. Det kan komme til at blive afgørende for mine planer. Jeg ved ikke, hvad tidspunktet nærmere er, men jeg er begyndt at orientere mig til den tid,« fortæller han.

Jørgen Leths ophold i Danmark under coronakrisen har i høj grad mindet ham om, at han savner at være sammen med sine børn og venner i Danmark.

»Det er meget mærkbart i denne her tid. Og det føler jeg nok mere, end jeg har gjort før,« siger Jørgen Leth, der har fire voksne børn – Karoline, Asger, Kristian og Tomas.

Men selv om coronakrisen og alt det, der er fulgt i kølvandet på den, har sat tankemylderet i gang hos Jørgen Leth, så er beslutningen om at rykke mere permanent til Danmark ikke endegyldigt truffet endnu. For det er heller ikke bare sådan lige at skulle forlade det, der har været ens hjem i så mange år – Haiti.

»Jeg har været i Haiti i 30 år. I 30 år har jeg checket ind i Haiti som fastboende, så det er noget af en beslutning at tage, hvis man skal forlade det.«

»Men jeg må sige, at jeg er nødt til at overveje det hele på en ny måde, for det gik op for mig, hvor grænserne for at være i Haiti er med corona og restriktioner. Jeg ved det ikke endnu, men jeg regner med, det bliver samme model som hidtil, at jeg stadig skal tilbage til Haiti, men på den anden side er det også en mulighed at komme til Danmark og være mere permanent,« fortæller Jørgen Leth.

Under normale omstændigheder ville Jørgen Leth befinde sig netop i Haiti, som han stadig kalder sit andet hjem, og hvor han normalt bor det meste af året. Men coronaens udbrud, som har forårsaget en global sundhedskrise, tvang ham og sønnen Asger Leth til at træffe en hurtig beslutning om at forlade landet tilbage i foråret.

Filmmanden Jørgen Leth har gjort sig mange tanker i løbet af coronakrisen. Også om, hvordan fremtiden ser ud, om han skal tilbage til Haiti, eller om tiden kalder på en mere permanent tilværelse i Danmark.
Filmmanden Jørgen Leth har gjort sig mange tanker i løbet af coronakrisen. Også om, hvordan fremtiden ser ud, om han skal tilbage til Haiti, eller om tiden kalder på en mere permanent tilværelse i Danmark. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det var jo en beslutning, som var nødvendig. Om at forlade Haiti. Og den fortryder jeg ikke. Vi tog til Den Dominikanske Republik og var der i næsten to måneder.«

Siden gik turen til Danmark, som Jørgen Leth besluttede at rejse til, da omstændighederne i Den Dominikanske Republik på grund af corona spidsede til, og usikkerheden vedrørende udviklingen i landet blev for stor.

»De lukkede alting, og til sidst var det ret skræmmende. Folk blev arresteret, hvis de ikke havde mundbind på, og alle skulle være indenfor klokken fem hver dag. Vi indså, at vi hellere måtte komme hjem til Europa.«

Inden turen gik til Mallorca, opholdt Jørgen Leth sig kortvarigt hos sin yngste søn, Tomas, hvor han afholdt endnu en af sine oplæsninger i videoformatet ‘De lægger ord i min mund’ på Facebook, som han har gjort det nu 100 gange i løbet af den periode, hvor coronaen har hærget. Her har tusindvis af mennesker set og lyttet med, når Jørgen Leth har læst op af en række forskellige værker. Han holder lige nu en kort pause i sine oplæsninger, men planlægger at genoptage formatet i løbet af juli.

Corona-oplæsningerne har for Jørgen Leth været en måde at holde sig beskæftiget og finde mening i en tid, hvor meningsløsheden på mange måder har defineret verdens tilstand, siden virussen brød ud, spredte sig og vendte op og ned på alt, inklusive filmmandens egen tilværelse.

Og der er da om noget også masser at reflektere over i efterdønningerne af en global epidemi, der har fået både sundhedsmæssige, økonomiske og adfærdsmæssige konsekvenser for verdenssamfundet og dens befolkning.

Det skal vi lære noget af, mener Jørgen Leth.