Man kan næsten ikke sige Tour de France uden også at sige Jørgen Leth. Men i år er det lige netop det, der er tilfældet.

For 2020-udgaven af det famøse etapeløb bliver uden Jørgen Leth i professionelt øjemed. I stedet skal han ‘bare’ følge med som tilskuer.

»Det er jo desværre et andet resultat af denne skæve sæson, hvor alting bliver lagt oven på hinanden, og det kan jeg jo ikke lave om på,« fortæller Jørgen Leth til B.T.

Coronakrisen har skubbet hele cykelsæsonen, hvilket betyder, at Tour de France skal køres fra 29. august til 20. september, og i den periode står Jørgen Leth midt i et andet projekt, nemlig sin nye pop-up-filmskole Ecole de Leth, der kører fra 17. august til 6. november på Arken.

Jørgen Leths store filmskoleprojekt, Ecole de Leth, starter i midten af august, og derfor har han været nødt til at vælge Tour de France fra.
Jørgen Leths store filmskoleprojekt, Ecole de Leth, starter i midten af august, og derfor har han været nødt til at vælge Tour de France fra. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det kræver jo min tilstedeværelse. Jeg vil selvfølgelig følge med i Tour de France, men jeg kan ikke lave noget professionelt, samtidig med at jeg leder en filmskole, det kan jeg ikke.«

»Vi har længe haft planen om filmskolen, og så havde jeg håbet, at der også var et Tour de France, men det bliver så ikke andet end som tilskuer for mit vedkommende. Det er jeg ked af, og det bliver da mærkeligt. Det bliver et mærkeligt savn, men det er et stort projekt med filmskolen, og jeg kan bare ikke lade, som om det ikke er der,« lyder det fra den danske filminstruktør.

Selv om Jørgen Leth er ked af ikke at få mulighed for at gentage sin Tour de France-dækning fra 2019, hvor han dækkede løbet i en podcastserie, så glæder han sig over, at Touren ikke er blevet aflyst.

»Det er lige præcis også det, jeg er gladest for – at Tour de France gennemføres. Det er også klart, når man ser på de forhandlinger, der har været for at få det hele lagt til rette, så der faktisk kommer en slags sæson ud af det hele. Der er det meget tydeligt, at Tour de France har haft forrang for alle andre.«

Sidste år løb Egan Bernal med sejren i Tour de France, og ham har Jørgen Leth også store forventninger til i år.
Sidste år løb Egan Bernal med sejren i Tour de France, og ham har Jørgen Leth også store forventninger til i år. Foto: CHRISTIAN HARTMANN
Vis mere

Jørgen Leth var i mange år en del af det faste kommentatorhold hos TV 2, hvor han hvert år var lydtæppe til verdens største cykelløb. Samarbejdet mellem TV 2 og Jørgen Leth ophørte dog i 2019, hvilket betød, at den mangeårige kommentator skulle finde en ny måde at dække sit elskede cykelløb på.

Det mundede ud i podcastsamarbejdet med Citroen, hvor der hver dag under Touren udkom en podcast med Jørgen Leth, der havde besøg af en række forskellige gæster.

Men i år bliver Tour de France-dækningen altså uden Jørgen Leth, der har været nødt til at vælge cykelløbet fra, da løbet på grund af corona er blevet rykket.

Coronaens tag i verden har tvunget cykelsæsonen til at pakke sig helt tæt sammen over en meget kort periode i efteråret, hvor der både skal køres Tour de France, Vuelta a Espana, Giro d’Italia samt en række klassikere.

»Det er jo ikke noget, man kan klage over. Omstændighederne er jo ikke til at diskutere. De ændringer, der er lavet, er jo nødvendige. Så kan man diskutere, om de er korrekte på den måde, som de er lavet, men det er jo et vilkår for alle, så jeg er meget imod, at man går rundt og synes, at det (coronaen, red.) er gået ud over en bestemt ting i samfundet. Det synes jeg er forkert. Man må dele besværlighederne og vilkårene. Det gælder også cykelsporten,« mener Jørgen Leth.