Tirsdag er der blevet meldt ud, at Jørgen Leth starter sit eget film-projekt op.

Han åbner en filmskole, som han kalder 'ECOLE DE LETH', som skal foregå i Charlottenborg kunsthal.

'Den danske filmskaber og digter Jørgen Leth ønsker, at videregive sin viden og erfaring til næste generation af filmskabere, derfor lancerer han nu et nyt eksperiment: En 12-ugers filmkunstskole baseret på Leth’s særegne metoder,' står der i pressemeddelelsen.

De skriver, at det var i sommeren, at idéen til den nye skole opstod, og det var også i Leths afholdte ferieland, at han kom på navnet til hans nye satnsning.

Hvis man ønsker at gå på skolen, skal man kigge på sin kalender efter sommeren. Det er nemlig fra 17. august frem til 6. november, man kan lære af den 82-årige filmskaber og cykelkommentator. Man skal give 60.000 for at tage kurset.

Leth har igennem sin filmkarriere lavet mere end 40 film, og han er altså klar til at dele ud af sin viden om faget og egne metoder.

Udmeldingen om det nye projekt kommer efter, at Leth har haft alvorlige sygdomsproblemer sidste år. Han var nødsaget til at melde afbud til en række foredrag, fordi han var meget svimmel.

Faktisk havde han det så skidt, at han var nødsaget til i oktober at blive opereret i hjernen. Noget, Leth, som er glad for at skrive, meldte ud på sin Instagram-profil

Her fortalte han, at det simpelthen var alt for mange digte, der havde sat sig fast i hans hoved.

Jørgen Leth begyndte sin filmiske karriere i 1963. Senest har han instrueret dokumentarfilmen 'I Walk' (jeg går, red.), der havde verdenspremiere på filmfestivalen IDFA i efteråret, hvor Leth også modtog den ærefulde Lifetime Achievement Award.

Det fremgik ikke sidste år, hvad det helt konkret var, Leth blev opereret for, men det var i hvert fald ikke humoren eller optimismen, den var gal med.

'Jeg har det udmærket. Det kan I regne med. Jeg kommer tilbage,' lød det fra en smilende Leth på hans story på Instagram. Han er i disse dage på Haiti sammen med sønnen, Asger Leth, men vil være tilbage for dokumentarfestivalen CPH:DOX.