Vi har fået en fortjent verdensmester. Ikke noget dér.
Han skaber sin egen chance, og VM var nok et kæmpe mål for ham, efter han skuffede lidt i Touren.
Inderst inde gemmer der sig noget skuffelse i mig. Specielt lige efter jeg passerede målstregen. Jeg var ærgerlig og bitter over at blive nummer fem. Jeg havde lige misset chancen for at vinde VM eller gå på podiet.
Men efter adrenalinen har lagt sig, må jeg tilstå, at jeg er glad for min præstation. Efter omstændighederne er jeg tilfreds, og jeg er på rette vej frem mod Giroen, der starter om under en uge.
På de tre sidste kilometer går det op for mig: Jeg bliver ikke verdensmester.
Samarbejdet i vores gruppe, der jagtede Alaphilippe, gik lidt i stå. Van Aert gav den gas på modbakkerne efter den sidste stigning, og jeg måtte æde mig selv for at hænge på.
Men jeg troede på en medalje til det allersidste, selv om jeg var i en gruppe med folk, der er hurtigere i en spurt end mig.
Jeg forsøgte at få det rigtige hjul og komme bagfra. Time min spurt rigtigt, så jeg kunne komme forbi på de døende meter. Jeg kunne godt se, at det blev svært.
På trods af, at jeg måske kører min bedste femsekunders-spurt i år, er det ikke nok. Og jeg er ærgerlig over, at jeg ikke sad en tand længere fremme, da Alaphilippe rykkede og slog hul.
Ét sekund, hvor jeg tvivler på mig selv, gjorde, at jeg ikke sad med ham. Det viste sig, at jeg havde mere at køre med, end jeg lige troede, og jeg skulle være gået med Alaphilippe med det samme.
Nogenlunde dér, hvor Alaphilippe angreb, havde jeg tænkt mig at forsøge. Kwiatkowski kørte en anelse tidligere, end hvad jeg syntes, og det gjorde, at vi alle kørte 110 procent for at komme over toppen.
De dér helt afgørende momenter, hvor man ved, at en konkurrent angriber inden for få sekunder, eller man selv har tænkt sig at gøre det, kræver helt vildt meget is i maven.
Man sidder på grænsen og skal vurdere, om man har mere at give af. Det nytter ikke noget at angribe, så det minder om en boomerang, og man så bliver sat.
Egentlig var jeg overrasket over ruten. Jeg regnede med, at stigningerne ville være hårdere, end de blev. I stedet var det mest positionskampen, der gjorde løbet hårdt.
Tre steder på omgangen var det næsten som indgangen til en spurt eller et brostensstykke, hvor alle kæmper om at være forrest, og det passede mig mindre godt, end hvis man kunne gøre det hårdt på stigningerne.
Til syvende og sidst er jeg dog glad for den måde, jeg kørte på. Det var fedt at være en del af det danske landshold.
Vi kørte rigtig godt og sad dér, hvor vi gerne ville, og jeg synes, at vi leverer et flot løb.
Nu er det tid til et par dage hjemme, hvor jeg kan puste ud.
Men allerede på lørdag går det løs i tre uger til Giro d'Italia. Mit helt store mål.
Jakob Fuglsang leverer eksklusivt klummer til B.T. under VM. De udkommer dagligt, og det her er den tredje og sidste i rækken. Du kan læse gårsdagens her.
